Det var en glad generalsekretær for FN, Ban Ki-moon, der natten til onsdag dansk tid lukkede et klimamøde, som havde samlet omkring 100 stats- og regeringschefer i New York. Han sagde, at mødet havde bragt verden tættere på en klimaftale i København i december.
- Selvom topmødet (i København) ikke er nogen garanti for, at vi vil få en global aftale, så er vi bestemt et skridt nærmere den globale aftale i dag, sagde han.
Med ved sin side, da han opsummerede dagens møde, havde han statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han er topmødevært og havde derfor haft en ekstraordinær travl dag på den internationale scene med et utal af møder og pressemøder, der formentlig kræver en god nats søvn.
Ban sagde, han har været bekymret for tempoet i forhandlingerne op til topmødet i København. Men han var opmuntret over de tilsagn, som Kina, Japan og Indien havde bidraget med. De er alle nøgleaktører ved topmødet i den danske hovedstad.
Japan lovede at nedskære sine udledninger af drivhusgasser med 25 procent i 2020 i forhold til 1990. Og Kina og Indien bekræftede viljen til at knække kurven i takt med, at de to store lande udvikler deres økonomier.
- Det bliver ikke let, at nå en aftale i København, men verden er kommet et skridt længere med FN-mødet, sagde Ban Ki-moon.
- De politiske ledere har vist lederskab, mente statsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker