En person dræbt ved stor bilulykke i Sverige
En person blev dræbt og mindst 50 kørt på sygehuset, efter at mindst 50 personbiler og lastbiler bragede tirsdag formiddag sammen på en motorvejsbro på E4 nordøst for Helsingborg i Skåne.
Vejen blev efter det voldsomme harmonikasammenstød spærret i begge retninger, og den ventes ikke at blive genåbnet før om et par dage.
Massekollisionen skete ved 11-tiden tirsdag på den cirka tre kilometer lange Tranarpbro mellem Åstorp og Östra Ljungby. Der var nedsat sigtbarhed på grund af tæt tåge over broen, hvis kørebane tillige var spejlglat.
Flere personer sad fastklemt i deres biler og måtte skæres fri. Omkring et halvt hundrede personer med forskellige skader blev indbragt på sygehusene. Fire af dem var alvorligt, men ikke livstruende kvæstet, siger politiet.
Ifølge de første meldinger var tre personer omkommet i forbindelse med ulykken, men det tal blev ud på aftenen nedjusteret til en enkelt.
Efter sammenstødet stod de smadrede køretøjer hulter til bulter på begge sider af autoværnet. Vidner på stedet var rystet over synet. Det gælder også indsatslederen på stedet, Jonas Hellsten:
- Det er den værste ulykke, jeg har oplevet i mine 30 år i denne branche, sagde han til netudgaven af Helsingborg Dagblad.
De smadrede køretøjer strakte sig over en strækning på mere end to kilometer, og hovedparten af bilerne står tirsdag aften på to broer. Ulykken skete i nordgående retning, men der var også sammenstød i sydgående retning.
Björn Lindgren, der er fotograf, sagde til TT, at han aldrig havde set noget lignende.
Ved 19-tiden tirsdag aften oplyste det svenske Trafikverket, at redningsarbejdet på Tranarpsbron på motorvejen mellem Helsingborg og Stockholm er afsluttet, og at redningsarbejdet er påbegyndt.
Det svenske vejdirektorat har gennemført den første inspektion af broen, men der er fortsat rodet på stedet, så vi kan ikke gennemføre nogen egentlig inspektion før onsdag morgen, siger Denny Josefsson, der er informationsmedarbejder på Trafikverket.
Ved den første inspektion blev der konstateret store skader på broens autoværn og kantbjælker.
/ritzau/TT
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker