En soldat er død og ni er såret i eksplosion i Tjekkiet
Vejen her fører ind til militærbasen i Libava uden for byen Olomouc i Tjekkiet, hvor ni soldater mandag er kommet til skade. Foto: Ludek Perina/Ritzau Scanpix
Militæranlæg, hvor eksplosion fandt sted, bruges til træning af ukrainere. Den døde og de sårede er tjekker.
En soldat har mistet livet, og yderligere otte personer er kommet til skade i en eksplosion ved et tjekkisk militæranlæg i Libava.
Det oplyser Tjekkiets militær og en talsmand for universitetshospitalet i den nærliggende by Olomouc ifølge nyhedsbureauet AFP.
- En professionel soldat døde ved en eksplosion ved træningsområdet i Libava, skriver militæret på det sociale medie X.
- Syv professionelle soldater og en civil medarbejder er blevet transporteret til militær- og universitetshospitalerne i Olomouc.
Ulykken skete mandag ved middagstid.
En talsperson for det tjekkiske militærpoliti fortæller, at de sårede "ikke er udlændinge".
Militæranlægget bruges til træning af ukrainske soldater, men den omkomne og de sårede er altså ikke ukrainske soldater.
Militæret skriver på X, at "uspecificeret ammunition eksploderede".
Det er dog uklart, hvordan eksplosionen blev udløst.
To soldater med moderate kvæstelser blev fløjet med helikopter til universitetshospitalet i Olomouc. To andre blev kørt til hospitalet med ambulance. Den sidste sårede blev behandlet på militærbasen.
Ulykken skete uden for Olomouc. Byen ligger cirka 200 kilometer øst for Tjekkiets hovedstad, Prag.
Tjekkisk militær har trænet ukrainske soldater på basen siden slutningen af 2022. Træningen blev iværksat som følge af Ruslands invasion af Ukraine i februar samme år.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde