En verden i brand overskygger forberedelser til FN's klimatopmøde
Generaldirektør ved COP30 Ana Toni foreslår, at lande kan inkludere penge til klimahandling i deres forsvarsbudgetter. - Krige kommer og går. Desværre er klimaforandringer her i lang tid, siger hun. (Arkivfoto). Foto: Evaristo Sa/Ritzau ScanpixEvaristo Sa/Ritzau Scanpix
Klimakampen bliver glemt midt i den højspændte geopolitiske situation. Men den fælles fjende er klimaforandringer, mener værtslandet for årets FN-klimatopmøde.
Ritzau RitzauBjarke Alsing Holst, Ritzau/ritzau/
Offentliggjort
Krig i Gaza. Krig i Ukraine. Handelskrig.
Der er ild i verden, og det stjæler fokus fra andre store dagsordener.
Værtslandet for det kommende FN-klimatopmøde, COP30 i Brasilien, kæmper en brav kamp for at få klimaet i fokus.
Med krigsretorik og store bogstaver forsøger det brasilianske formandskab at sørge for, at kampen mod klimaforandringer ikke bliver glemt midt i det hele.
Der er stadig omkring 200 dage til topmødet i midten af november.
Annonce
De indledende forhandlinger med nationer og andre aktører er allerede i fuld gang, men bliver overskygget af den geopolitiske situation.
I år markerer tiåret for indgåelsen af Parisaftalen i 2015. Aftalen har siden da været ledestjerne ved de årlige klimatopmøder, hvor omkring 200 lande deltager.
Med aftalen sigter verdens lande efter at holde den globale opvarmning under 2,0 og helst 1,5 grader sammenlignet med det førindustrielle niveau, hvor verden begyndte at brænde fossile brændsler af.
Mødet i havnebyen Belem ved udkanten af verdens største regnskov, Amazonas, er det første, efter at der blev sat dystre milepæle sidste år.
2024 er det varmeste år nogensinde målt.
Samtidig var det første hele kalenderår, hvor den globale temperatur var 1,5 grader højere end det førindustrielle niveau.
Det betyder ikke, at Parisaftalen er brudt. Det kræver, at grænsen overskrides igennem en længere årrække. Men det bliver alligevel set som en varsling om, at der skal ske drastisk handling på klimaområdet.
Det brasilianske formandskab har udsendt et "brev til verden", hvor det gør opmærksom på, at mens krige raserer, har verden en "fælles fjende" at bekæmpe: klimaforandringer.
Mens lande skruer op for budgetter til forsvar, bør de også øge deres klimaindsats. Jo værre klima, jo større risiko for flere konflikter, lyder det fra generaldirektør ved COP30 Ana Toni.
COP30-formand André Correa do Lago, som skal lede forhandlingerne og få en aftale i mål, siger, at Brasilien vil gøre topmødet til et forsvar for klimahandling på et tidspunkt med "alvorlige geopolitiske udfordringer". (Arkivfoto). Foto: Ralf Hirschberger/Ritzau Scanpix
Hun foreslår ifølge The Guardian, at lande kan inkludere penge til klimahandling i deres forsvarsbudgetter.
Annonce
- Krige kommer og går. Desværre er klimaforandringer her i lang tid. Vi er nødt til at tage klimaforandringer meget alvorligt. Ellers vil vi se flere krige i fremtiden.
- Om vi skal putte klimaet ind i forsvarsbudgetter eller ej, er op til de enkelte lande at beslutte. Klima er en større kamp. Ikke bare for et enkelt land, men for hele menneskeheden, siger hun.
COP30-formand André Correa do Lago, som skal lede forhandlingerne og få en aftale i mål, siger, at Brasilien vil gøre topmødet til et forsvar for klimahandling på et tidspunkt med "alvorlige geopolitiske udfordringer".
Han opfordrer regeringer til forud for mødet at sætte mere ambitiøse mål for at mindske udledningen af drivhusgasser frem mod 2030.
De fleste lande, herunder store udledere som Kina, Europa og Indien, missede deadlinen for at sende opdaterede nationale klimaplaner i februar.
Det er der imidlertid intet usædvanligt i. De plejer at komme drypvis frem mod klimamødet, selv om det gør det sværere for værtsnationen at finde et udgangspunkt for forhandlingerne.
Ved klimamødet i Belem, som ligger ved verdens største regnskov, Amazonas, skal verdens lande ifølge formandskabet "slå kræfterne sammen" for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader. (Arkivfoto). Foto: Adriano Machado/Reuters
Der er brug for nye mål, fordi de nuværende planer slet ikke er tilstrækkelige for at holde Parisaftalen, som USA med præsident Donald Trump har trukket sig fra, i live.
COP-formanden opfordrer nationer til at "slå kræfterne sammen" for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader.
Derudover vil han prøve at presse den private sektor til at bidrage mere til kampen. Erhvervslivet skal "bidrage markant" til at sikre en mere grøn fremtid, siger han.
Det er nødvendigt, for klimaet bliver mere ekstremt, for hver en decimal den globale temperatur stiger.
Annonce
/ritzau/
Brasilien og klimaet
* Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, har skuffet miljøforkæmpere, efter at han i begyndelsen af 2023 tog over efter Jair Bolsonaro, som blandt andet tillod meget afskovning i Amazonas.
* Præsident Lula skubber på for øget udvinding af olie ved Amazonas-flodens udmunding. Brasilien har store oliereserver og er nummer otte på listen over verdens største eksportører. Lulas regering sigter efter at få landet op på en fjerdeplads. Lula argumenterer for, at oliepenge skal være med til at finansiere den grønne omstilling.
* Kampen mod afskovningen i Amazonas går til gengæld den rigtige vej, mener mange. Skove optager CO2. Derfor bidrager afskovning til den globale opvarmning. Over det seneste århundrede er 20 procent af regnskoven blevet ryddet til fordel for blandt andet landbrug, minedrift og byudvidelse. Lula har lovet at stoppe ulovlig afskovning inden 2030, og det er allerede faldet markant.
* Derudover forsvinder store områder regnskov årligt i skovbrande. Sidste år blev et område af Amazonas større end Italien opslugt af flammer. Brasilien ventes som formandsland at understrege, hvor vigtigt det er for klimakampen at beskytte verdens skove.
Kilder: AFP og Deutsche Welle.
/ritzau/
Klimatopmøde ved verdens største regnskov
* Årligt mødes de knap 200 lande, der har tilsluttet sig FN's klimakonvention (UNFCCC), til et stort klimatopmøde.
* Det er bedre kendt som COP. Det er en forkortelse for "conference of the parties" - en partskonference.
* I år holdes nummer 30 - som derfor kaldes COP30 - fra 10. til 21. november i Belem, Brasilien. Belem er en havneby, der ligger lige ved verdens største regnskov, Amazonas.
* Her samles titusindvis af mennesker – verdensledere, politikere, embedsfolk, aktivister og virksomheder – mens pressen følger med i udviklingen fra sidelinjen.
* COP'erne er det øverste organ i de globale klimaforhandlinger og dermed stedet, hvor de store beslutninger bliver truffet.
Kilde: UNFCCC.
/ritzau/
Forberedelserne til COP30 i Belem er i fuld gang. Mere end 50.000 deltagere ventes at deltage i klimatopmødet. (Arkivfoto). Foto: Adriano Machado/Reuters
Belem er en havneby med omkring 1,3 millioner indbyggere. Den brasilianske regering har afsat, hvad der svarer til omkring syv milliarder kroner til investeringer i infrastruktur for at gøre byen klar til topmødet. (Arkivfoto). Foto: Adriano Machado/Reuters
Over det seneste århundrede er 20 procent af regnskoven blevet ryddet til fordel for blandt andet landbrug, minedrift og byudvidelse. Brasilien ventes som formandsland at understrege, hvor vigtigt det er for klimakampen at beskytte verdens skove. (Arkivfoto). Foto: Mauro Pimentel/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by