En ydmyg Obama besøger Robben Island

Præsident Barack Obama siger, han føler sig ydmyg, efter søndag at have besøgt fængslet på Robben Island, hvor Nelson Mandela tilbragte mange år som fange.

Offentliggjort Sidst opdateret

Obama hyldede Mandela og de øvrige fanger, der var havnet på Robben Island på grund af deres handlinger mod det daværende apartheidregime i Sydafrika.

Han var ledsaget af sin kone, Michelle, og døtrene Sasha og Malia.

De fik set det kalkbrud, hvor Mandela og lidt over 30 andre fanger dagligt måtte arbejde hårdt i mange timer hver dag.

Obama iagttog alene det gitrede fængselsvindue, bag hvilket Mandela tilbragte to tredjedele af de 27 år i fængsel.

Han gav sig tid til at bruge et par minutter på at notere i gæstebogen.

- På vegne af min familie, så er vi dybt ydmyge over at stå her, hvor mænd af et sådant mod modstod uretfærdighed og nægtede at give efter, skrev han.

- Verden er taknemmelig for heltene fra Robben Island, som minder os om, at ingen lænker eller fængselsceller kan måle sig med den menneskelige ånd, fortsatte han.

Obamas besøg i Sydafrika er blevet overskygget af, at den 94-årige Mandela er indlagt på et hospital i Pretoria alvorligt syg med en lungelidelse.

Den amerikanske præsident har måttet balancere mellem at fremme USA's økonomiske relationer til Sydafrika og så vise respekt og medfølelse over for ikonet Mandela, der efter apartheidtiden blev landets første sorte præsident.

/ritzau/AFP