Endnu en dyster prognose for EU's økonomi
Det skal nok blive bedre, men EU-Kommissionen forsøger ikke at lægge al for tyk glasur på den stadig dystre prognose, den onsdag præsenterer for Europas økonomi.
Flere af de mest pessimistiske forudsigelser gælder Spanien, hvor kommissionen ikke tror på, at regeringen kan leve op til sine erklærede mål om at begrænse budgetunderskuddet.
Selv om besparelserne synes at være nogenlunde undervejs i Spanien, vurderer kommissionen, at underskuddet i år bliver otte procent af bruttonationalproduktet i stedet for de 6,3 procent, regeringen havde lovet. Og i 2014 ventes det stadig at være 6,4 procent - mere end dobbelt så meget som EU's tilladte tre procent.
Heller ikke Frankrig ventes at kunne leve op til præsident Francois Hollandes løfte om at opfylde EU's krav til næste år. EU-Kommissionens prognose spår et fransk budgetunderskud på 3,5 procent i 2013.
Under overskriften "sejlads gennem oprørt hav" konstaterer kommissionen i sin efterårsgennemgang, at "EU's økonomi er fortsat skrøbelig, men der ventes en gradvis tilbagevenden til vækst i bruttonationalproduktet (BNP) i 2013 med en yderligere styrkelse i 2014".
I år ventes et fald i BNP i hele EU på 0,3 procent, mens det vender en smule til næste år til vækst på 0,4, før væksten i 2014 spås at blive 1,6 procent.
Tallene for eurozonen er mere dystre - minus 0,4 procent i år, nærmest nulvækst til næste år på 0,1 procent, før det igen ser bedre ud med 1,4 procents vækst i BNP i 2014.
Der forventes fortsat høj ledighed - værst i Spanien, hvor den i 2014 ventes at vokse en smule til 26,1 procent. Til den tid ventes også flere arbejdsløse end nu i den 17 lande store eurozone - fra 11,3 procent i år til 11,7 procent i 2014.
Økonomikommissær Olli Rehn siger på et pressemøde i Bruxelles, at "Europa er på vej gennem en svær proces" og konstaterer, at forsøget på at skabe balance i Europas økonomi "stadig kommer til at tage nogen tid".
- Vores fremskrivninger peger på en gradvis forbedring for Europas vækstudsigter fra begyndelsen af næste år (...). Men der er ikke plads til at slappe af, siger Rehn.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde