Problemerne på det japanske atomkraftværk Fukushima efter det voldsomme jordskælv ser ud til at fortsætte.
Lørdag skete der en eksplosion i én af værkets reaktorer, og nu advarer Japans regering om en gentagelse.
- Der er en mulighed for en eksplosion i den tredje reaktor, som det var tilfældet med den første reaktor, siger landets ledende kabinetssekretær, Yukio Edano, under en tv-transmitteret pressekonference.
Han påpeger dog, at reaktoren vil kunne modstå en mulig eksplosion, og at den ikke skulle påvirke sundhedsfaren for befolkningen i nærheden.
Yukio Edano har tidligere oplyst, at der kan være sket radioaktive nedsmeltninger i to reaktorer på det jordskælvsramte atomkraftværk.
Dette bliver bekræftet af elselskabet Tepco, der driver værket. Her oplyser en talsmand, at det kan være tegn på nedsmeltning, at toppen af brændselsstavene har stået tre meter over kølevandslinjen.
Samtidig advarer Tepco om, at reaktor nummer tre på Fukushima har været under så kraftig overophedning, at kølevandet en overgang er fordampet og radioaktiv damp er sluppet ud i luften.
Talsmanden for Tepco siger dog, at brændselsstavene er blevet dækket igen.
Den radioaktive stråling fra værket har allerede ført til skader på ni personer, viser en undersøgelse foretaget af de japanske atom -og industrisikkerhedsmyndigheder.
Et tal, der ifølge undersøgelsen meget vel kan øges til mellem 70 og 160 personer.
Atomkraftværket, der ligger omkring 250 kilometer nordøst for Tokyo, blev lørdag morgen rystet af en kraftig eksplosion i en af reaktorerne på grund af fredagens voldsomme jordskælv, der ødelagde kølesystemet.
Eksplosionen blæste taget og væggene af den bygning, der huser atomkraftværkets reaktor 1.
Senere lørdag viste det sig så, at nødkølesystemet i reaktor 3 på værket heller ikke virkede længere.
Det indebærer, at der hurtigt skal findes måder at forsyne reaktoren med vand på. Ifølge talsmanden stoppede tilførslen af kølevand lørdag klokken 21.30 dansk tid, og trykket i reaktoren var stigende.
170.000 mennesker i en radius af 20 kilometer omkring kernekraftværket er blevet evakueret.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde