Endnu en mand anholdt i britisk terrorsag

Britisk politi har anholdt endnu en mand for planer om at udføre en terrorhandling, som knytter sig til pave Benedikt XVI's besøg i landet.

Tidligere på dagen anholdt politiet i London fem gadefejere, der er mistænkt for at "forberede og iværksætte en terrorhandling", siger politiet.

Politiet siger, at den sjette anholdelse er en del af den samme formodede terrorsag.

Den sjette anholdte er en 29-årig mand, der er anholdt i det nordlige London klokken 14.45 (dansk tid). Han er derefter afhørt af politiets efterforskere.

Politiet er fredag i færd med at ransage i alt otte boliger i det nordlige og østlige London samt to erhvervsadresser i det centrale London.

/ritzau/Reuters

En sjette mand er anholdt i London, mistænkt for terrorplaner i forbindelse med pavens besøg i Storbritannien.

Offentliggjort Sidst opdateret