Endnu en nordmand bekræftes død efter terror i Algeriet
Tre savnede nordmænd blev fredag bekræftet døde ved terrorangrebet i Algeriet, meddelte Statoil.
Tidligere på dagen bekræftede Statoil, at den 58-årige Tore Bech og den 35-årige Thomas Snekkevik er døde, og energiselskabet kunne senere føje endnu en af medarbejderne til listen.
- Statoil har i eftermiddag modtaget den triste melding om, at yderligere én af vore afholdte medarbejdere, som har været savnet efter terrorangrebet ved In Amenas i Algeriet, er bekræftet død, hed det i en pressemeddelelse fra Statoil.
Den dræbte er den 55-årige Hans Bjone.
Yderligere to nordmænd savnes stadig efter den dramatiske gidseltagning på et gasanlæg i Algeriets ørken.
- Det viser med al tydelighed, hvor brutal denne terroraktion var, sagde statsminister Jens Stoltenberg tidligere på dagen i mindeord om de dræbte.
Det norske udenrigsministerium tror ikke længere på, at det er sandsynligt at finde flere overlevende efter gidseldramaet ved gasanlægget In Aménas i sidste uge.
- Vi har forstået de algeriske myndigheder sådan, at der fortsat er en eftersøgning i gang ved gasanlægget, men det er ikke længere en eftersøgning efter overlevende.
- De leder blandt andet efter ikke-detonerede sprængstoffer, sagde pressetalskvinde Veslemøy Lothe Salvesen fra ministeriet i Oslo til nyhedsbureauet NTB.
Statoil stod for 12,5 procent af driften på gasanlægget i Algeriet, og der var tilknyttet 13 nordmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned