Tysk politis antiterrorkorps GSG 9 har torsdag morgen anholdt en formodet nynazistisk terrorist i nærheden af Potsdam syd for Berlin.
Den 32-årige mand fra Sachsen er under mistanke for i to konkrete tilfælde at have hjulpet terrorcellen Nationalsocialistisk Undergrund, NSU, som står bag 10 drab på indvandrere og en betjent, to bombesprængninger og 14 bankrøverier.
Den anholdte skal siden 2003 have haft tæt kontakt med de tre medlemmer af NSU - to mænd, der forleden begik selvmord, og en kvinde, der er varetægtsfængslet og ikke vil udtale sig.
De holdt sig skjult i Zwickau, samme by som den anholdte boede i, og hvor politiet torsdag ransagede mandens lejlighed. Samtidig blev tre andre lejligheder i Dresden, Jena og Zwickau ransaget, oplyser den tyske rigsadvokat.
Tysklands øverste anklagemyndighed sigter ifølge en pressemeddelelse manden for at have produceret den "menneskeforagtende propagandafilm", hvori nazitrioen praler med sine forbrydelser og blandt andet viser billeder af dræbte tyrkiske indvandrere.
Den 32-årige bliver også sigtet for at opildne til had og vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.
NSU blev dannet i 1998 og havde ifølge rigsadvokaten et fremmed- og statsfjendsk mål om at dræbe primært "medborgere af udenlandsk herkomst", begå sprængstofanslag og røve banker for at finansiere forbrydelserne.
Selv om politi og efterretningsvæsen flere gange var tæt på nazitrioen de seneste 13 år, gik det aldrig op for efterforskerne, at der lå racistiske motiver bag.
Først da mændene blev fundet døde i en autocamper efter et bankrøveri i Eisenach 4. november, og trioens skjulested i Zwickau udbrændte, fandt politiet bevismateriale, der koblede indvandrer-drabsserien sammen med drabet på betjenten.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde