Endnu en rumænsk minister går af efter valgkaos
Rumæniens tidligere udenrigsminister gik efter valgkaos i første runde. Hans afløser går efter anden runde.
Rumæniens udenrigsminister, Teodor Melescanu, træder tirsdag tilbage som den anden minister efter kaos omkring stemmeafgivningen flere steder i udlandet ved landets netop overståede præsidentvalg.
Melescanu siger, at han vil indgive sin afskedsbegæring, efter at tusindvis af rumænere i andre europæiske lande ikke har haft mulighed for at stemme ved søndagens anden valgrunde, der endte med et næsten dødt løb.
Udenrigsministerens forgænger i embedet, Titus Corlatean, trådte tilbage den 10. november, efter at tusindvis af rumænere ikke fik mulighed for at stemme ved valgets første runde.
Præsidentvalget endte med en choksejr til den etniske tysker og antikorruptions-politiker Klaus Iohannis. Hans sejr over premierminister Victor Ponta kaldes det største politiske jordskælv i landet, siden det kommunistiske regime under Nicolae Ceausescu blev styrtet for 25 år siden.
Den 55-årige tysksprogede Klaus Iohannis, som er leder af parlamentets nationalliberale parti, er konservativ og fra Rumæniens tysksprogede mindretal. Han er borgmester i byen Sibiu, og han har centreret sin valgkamp om at bekæmpe korruption og få skabt effektive økonomiske reformer.
Rumænien, der har 21 millioner indbyggere, er efter Bulgarien EU's fattigste land.
Før Anden Verdenskrig bestod det tyske mindretal i Rumænien af 800.000 mennesker, men i 2011 var antallet svundet til bare 36.000.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde