Endnu et EU-land mærker russisk modreaktion
Rusland har onsdag udvidet sit forbud mod import af en række europæiske fødevarer til nu også at omfatte oksekød og levende kvæg fra Rumænien, skriver Reuters.
Forbuddet er ifølge de russiske myndigheder midlertidigt og skyldes angiveligt et udbrud af kogalskab i Rumænien.
Rusland har allerede forbudt import af juice og mælkeprodukter fra Ukraine, polsk frugt og grønt samt oksekød fra Australien. Derudover vil Rusland muligvis gå efter at ramme frugt fra Grækenland og fjerkræ fra USA, skriver russiske medier.
I alle tilfældene har Rusland afvist, at importrestriktionerne skyldes de sanktioner, som EU har rettet mod flere russiske sektorer og personer.
Til gengæld har de russiske myndigheder onsdag oplyst, at Rusland vil tillade Brasilien at øge sin eksport af kød og mælkeprodukter til Rusland markant.
EU's sanktioner mod Rusland blev indført i marts og er nu udvidet til at omfatte 95 personer samt 23 organisationer og institutioner. 29. juli meddelte EU, at det var slut med lån til en del russiske banker, stop for eksport af visse former for olieteknologi og en våbenembargo.
Flere europæiske lande har sagt, at russiske sanktioner kan skade deres økonomi, men økonomer har samtidig understreget, at Ruslands sanktioner mod EU kan ende med at ramme russiske selskaber og borgere.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, bad tirsdag sin regering om at udarbejde en række gengældelsessanktioner, men understregede, at russiske forbrugere ikke må blive ramt.
Det har i russiske medier været nævnt, at Rusland ville forbyde europæiske luftfartsselskaber at overflyve luftrummet over Sibirien, hvilket ville gøre det markant dyrere i brændstof at flyve til flere destinationer i Asien.
Men den nyhed fik straks aktien i det nationale russiske luftfartsselskab til at falde, fordi en stor del af indtægterne kommer fra europæiske selskaber, der betaler Aeroflot for at flyve over Sibirien.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker