Energiagentur efterlyser dansk masterplan for grøn infrastruktur
Danmark er ifølge IEA nået langt i den grønne omstilling, men tempoet kan sættes endnu mere op.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard behøver ikke dukke sig i forbindelse med sit besøg hos det internationale klimatopmøde COP28 i Dubai.
En netop offentliggjort rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA) fortæller nemlig, at Danmark på mange områder er nået meget længere i den grønne omstilling end mange andre lande.
Men agenturet kommer også med en række anbefalinger til, hvordan Danmark bedst kan accelerere udviklingen.
En af dem er at udarbejde en såkaldt grøn masterplan for, hvordan fremtidens energiforsyning skal se ud.
En anden er at tage de nødvendige skridt for at sikre energiforsyningen mod naturkatastrofer og hackerangreb, men også mod forstyrrelser i forsyningskæderne.
- IEA tager en række vigtige emner op i rapporten, og Danmark følger allerede flere af anbefalingerne. Vi har et skarpt fokus på implementering, vi sætter tryk på udbygningen af grøn energi både til lands og til vands, og vi arbejder målrettet for at bane vej for hurtigere udbygning af infrastrukturen, siger Lars Aagaard i en kommentar til rapporten.
At Danmark allerede er nået langt i forhold til at udfase fossile brændstoffer, understreges i rapporten af det faktum, at vi med 54 procents andel vindenergi af strømforbruget ligger højest blandt IEA's medlemslande.
Dertil skal lægges bioenergi og solceller, som udgør yderligere 27 procent.
På den måde er det lykkedes at sænke fossile brændstoffers andel af energiforsyningen fra 75 procent i 2011 til 53 procent i 2022. Gennemsnittet blandt IEA's medlemslande er 79 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker