Engelske hoteller og barer må åbne igen til juli

Fra 4. juli må blandt andre pubber og restauranter åbne igen for kunder. Foto: Toby Melville/Reuters

Som led i Englands genåbning må en række forskellige erhverv som hoteller og frisører åbne igen fra 4. juli.

Offentliggjort Sidst opdateret

Barer, hoteller, frisører og restauranter i England må åbne igen fra 4. juli.

Det siger Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, til parlamentet tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Anbefalingen om to meters afstand bliver samtidig sat ned til en meter.

Derudover må biografer, gallerier og museer åbne igen fra samme dato.

- Folk bør holde to meters afstand, hvor det er muligt.

- Men der, hvor det ikke er, anbefaler vi at holde mindst en meters afstand for at hindre smittespredning, siger Boris Johnson ifølge Reuters.

Genåbningen sker, da antallet af nye infektioner og dødsfald med coronavirus er faldende i landet.

Ifølge opgørelsen fra Johns Hopkins University har 159.118 personer i England været smittet med coronavirus, mens 38.152 personer døde med virusset.

Genåbningen af Storbritannien sker ikke på én gang på tværs af landene i Storbritannien.

England har lettet restriktionerne på samfundet i et hurtigere tempo end Wales, Skotland og Nordirland, skriver nyhedsbureauet AFP.

Boris Johnson understregede over for parlamentet, at ændringer i landets nedlukning vil ske ud fra sundhedshensyn, og ikke med henblik på at åbne landets økonomi.

Adspurgt om, hvorvidt briterne burde smutte en tur på pub 4. juli, gav Boris Johnson sin velsignelse med forbehold.

- Ja. Jeg opfordrer folk til at bruge den frihed, som de retteligt får tilbage.

- Men jeg bliver nødt til at understrege, at folk bør opføre sig ansvarligt, siger Boris Johnson ifølge Reuters.

Legepladser, natklubber, træningscentre og en række andre lignende skal stadig holde lukket.

I Storbritannien er lidt under 43.000 døde med coronavirusset.

Det er det højeste for et europæisk land samt det tredje højeste dødstal på verdensplan.