Enighed om redning for spanske banker

De økonomisk hårdt trængte spanske banker får nu ventet hjælp fra de øvrige eurolande.

Offentliggjort Sidst opdateret

De 17 landes økonomi- og finansministre har på et telefonmøde fredag givet formel godkendelse til en redningspakke på op til 100 milliarder euro. Det bekræfter Luxembourgs finansminister Luc Frieden efter mødet.

- Vi har formaliseret det, vi har drøftet på de to seneste eurogruppemøder. Vi har formelt godkendt det memorandum, der udstikker betingelserne for udlån af penge til Spanien til rekapitalisering af landets banker, siger Frieden til journalister.

- Alle 17 ministres godkendelse er på plads, og det betyder, at programmet kan fortsætte. Pengene vil ikke begynde at flyde med det samme, fordi der fortsat foretages analyser af konkrete banker, tilføjer han.

Selv om bankernes præcise behov først ventes at være fuldt belyst efter en ny række stresstest til september, så er en første lånerate på 30 milliarder euro parat til udbetaling straks.

/ritzau/Reuters