Enke til Haitis præsident taler for første gang efter drab
Enke Martine Moïse blev selv hårdt såret, da gerningsmænd dræbte præsident i eget hjem i Haiti.
For første gang siden Haitis præsident, Jovenel Moïse, blev skudt og dræbt i sit hjem, har præsidentens enke udtalt sig.
Enken Martine Moïse blev selv hårdt såret under skudepisoden, hvor bevæbnede mænd stormede præsidentparrets hjem tidligt onsdag morgen i hovedstaden Port-au-Prince.
Martine Moïse blev efter angrebet fløjet til et hospital i Miami i Florida for at modtage behandling.
- Jeg lever takket være Gud, siger Martine Moïse i en lydoptagelse, der er blevet offentliggjort på hendes officielle Twitter-konto.
Martine Moïse beskriver, hvordan gerningsmændene brød ind og fyldte præsidentens krop med kugler, før han kunne nå at reagere.
- Der er ikke ord for denne handling. Du skal være ubetinget kriminel for at begå dette drab mod en præsident som Jovenel Moïse uden at give ham chancen for at sige et eneste ord, siger Martine Moïse.
Hun mener, at præsidenten blev dræbt af politisk motiverede årsager, og hun fremhæver en omtalt folkeafstemning om ændringer i forfatningen, der kunne give præsidenten mere magt, som årsag. Det endelige motiv bag angrebet kendes dog ikke.
I alt mistænkes 28 personer for at stå bag drabet. De fleste af dem menes at være colombianske lejesoldater.
Martine Moïse opfordrer i sin besked også Haitis befolkningen til ikke miste modet.
- Vi kan ikke lade blodet fra præsident Jovenel Moïse, min mand, vores præsident, som vi elsker så meget, og som elskede os, flyde forgæves, siger hun.
Den 53-årige Jovenel Moïse havde været præsident for Haiti siden 2017. Hans embedsperiode har været problemfyldt, da han stod over for beskyldninger om korruption. Det førte tidligere på året til omfattende demonstrationer i hovedstaden og i andre byer.
Attentatet mod Moïse har efterladt tvivl om, hvem der i øjeblikket regerer i Haiti.
Den siddende premierminister Claude Joseph har efter drabet meldt ud, at han har magten. Men han er blevet udfordret af en gruppe senatorer, der vil have senatslederen Joseph Lambert til at lede landet. Senatorerne har opbakningen fra adskillige oppositionsgrupper.
For nu virker premierministeren dog til at have politiet og sikkerhedsstyrkerne på sin side.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker