Erdogan advarer: Min tålmodighed har en grænse
Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, advarer søndag om, at hans tålmodighed med de demonstrerende i landet - der nu har protesteret i 10 dage - har en grænse.
- Vi har været tålmodige. Vi er stadig tålmodige. Men der er en grænse for vores tålmodighed, sagde premierministeren foran tusinder af jublende tilhængere af hans AKP-parti, da han søndag landende i lufthavnen i Tyrkiets hovedstad, Ankara.
- Ingen behøver at være pessimistiske. Ingen behøver at bekymre sig. Tyrkiet har været igennem mange ting i fortiden, og vi vil overvinde dette også, tilføjede regeringslederen.
De fremmødte Erdogan-tilhængere svarede igen med at vifte ihærdigt med rød-hvide flag og råbe slogans som: "Vi er parate til at ofre vores liv for dig, Tayyip" og "Tyrkiet er stolt af dig", rapporterer AFP.
På samme tidspunkt samledes tusindvis af regeringsfjendtlige demonstranter atter i det centrale Istanbul - parate til for 10. dag i træk at vise deres utilfredshed med Recep Tayyip Erdogan og hans styre.
Søndag aften kom det igen til sammenstød mellem demonstranter og politi - denne gang i Tyrkiets hovedstad Ankara. På pladsen Kizilay affyrede politiet tåregas og vandkanoner mod flokken af demonstranter. Mindst to personer meldes kvæstet under urolighederne.
Balladen begyndte i slutningen af sidste uge, da aktivister forsøgte at stoppe fældningen af træer i en park, hvor planen var, at der blandt andet skulle genopføres militærbygninger fra Det Osmanniske Rige.
Aktivisternes kamp for at redde Gezi-parkens 600 træer blev mødt af en voldsom reaktion fra politiet, som anvendte tåregas og vandkanoner for at sprede folkemængden.
Siden udviklede optøjerne sig og spredtes til byer over hele landet og til en generel modstand mod premierministeren og hans konservative regering.
Tre mennesker er døde som følge af sammenstødene mellem ordensmagten og demonstranterne. To aktivister og en politibetjent har mistet livet.
Premierministeren selv siger, at flere end 600 politifolk er blevet kvæstet under de mange dages optøjer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde