Erdogan beder EU hjælpe med at undgå ny flygtningekrise

Afghanske kvinder og børn ankom på ladet af en pickuptruck ved grænsen til Iran torsdag. Titusinder af afghanere er på flugt, efter at Taliban har taget magten i Afghanistan. Foto: Mohammad Javadzadeh/Ritzau Scanpix

EU bør støtte Iran og andre af Afghanistans nabolande, hvor tusinder af afghanere søger til nu, siger Erdogan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Afghanistans nabolande skal have hjælp til at tackle det store antal flygtninge, der kommer fra det krigshærgede land.

Og der skal gives støtte for at forhindre, at en ny bølge af flygtninge når til grænser tættere på Europa.

Det er Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, blevet enig med den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, om.

De to holdt fredag et telefonmøde for at drøfte situationen i Afghanistan og problemet med migration.

Afghanistans nabolande skal støttes, så afghanerne "bliver så tæt på deres hjem som muligt", siger Mitsotakis ifølge sit kontor.

Erdogan opfordrer EU til at støtte de afghanske flygtninge, der søger tilflugt i nabolandene - særligt Iran. Det fremgår af en meddelelse fra hans kontor.

Problemer med migration kan blive meget "udfordrende for alle", siger Erdogan.

Grækenland har tidligere sagt, at landet formentlig vil sende afghanere tilbage til Tyrkiet, hvis de ankommer i gummibåde til de græske øer. For den græske regering betragter Tyrkiet som et sikkert land.

Begge lande har på det seneste indført nye tiltag ved deres grænser.

Tyrkiet har øget bevogtningen og patruljeringen ved landets østlige grænse mod Iran.

Grækenland oplyste fredag, at det er færdigt med at bygge en 40 kilometer lang forlængelse af et pigtrådshegn langs den tyrkiske grænse. Der er også sat et nyt overvågningssystem op.

Udviklingen i Afghanistan har igen skabt bekymring i Europa for, om man vil opleve en gentagelse af flygtningekrisen i 2015, hvor især syriske flygtninge i stort antal søgte til Europa.

Grækenland var et af de lande, der i høj grad mærkede den krise. Og landet ønsker ikke at blive indgangsdør til Europa igen, siger den græske minister for borgersikkerhed, Michalis Chrysochoidis.

- Den afghanske krise skaber mulighed for migrantstrømme. Vi kan ikke vente passivt på, at det muligvis rammer, siger ministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Torsdag sagde Erdogan, at Tyrkiet ikke vil være "Europas migrant-opbevaringsenhed" og skulle huse de afghanske flygtninge, der nu forlader Afghanistan med kurs mod andre lande.