Erdogan beder Nato-lande om at respektere tyrkiske bekymringer
Ifølge Tyrkiet og præsident Erdogan har Sverige og Finland nægtet at udlevere personer, der er tilknyttet grupper, som Tyrkiet betegner som terrororganisationer. (Arkivfoto). Foto: Yves Herman/Reuters
Erdogan gentager, at svenske og finske delegationer bør droppe at komme til Tyrkiet for at drøfte uenigheder.
Nato-landene bør respektere de tyrkiske bekymringer over at give medlemskab til Sverige og Finland.
Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, onsdag i en tale i landets parlament.
Sverige og Finland har onsdag formelt indgivet deres ansøgninger om at blive optaget i forsvarsalliancen Nato.
Hvis det skal ende ud i medlemskaber til de to lande, må der ikke være modstand blandt nogen af Natos 30 medlemslande.
Der er dog modstand fra Tyrkiet, som er blandt Nato-landene.
For ifølge Tyrkiet har Sverige og Finland nægtet at udlevere personer, der er tilknyttet grupper, som Tyrkiet betegner som terrororganisationer.
Det drejer sig om personer, der har forbindelse til Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) eller den muslimske lærde Fethullah Gülen.
Gülen og hans tilhængere er under anklage for at have stået bag et fejlslagent kup mod præsident Recep Tayyip Erdogan i 2016.
- Vi har bedt dem om at udlevere 30 terrorister, men de har afvist at gøre det.
- I vil ikke sende terroristerne til os, og så beder I om vores støtte til jeres Nato-medlemskab. Vi kan ikke sige ja til at gøre sådan, at denne sikkerhedsorganisation mangler sikkerhed, siger Erdogan onsdag.
Erdogan gentager også, at det ikke vil have nogen nytte, hvis Sverige og Finland sender delegationer til Tyrkiet for at drøfte uenighederne.
- De vil komme på mandag. De bør de droppe. Der er ingen grund til det, siger Erdogan.
Mens Tyrkiets modstand mod svensk og finsk Nato-medlemskab umiddelbart kan forsinke optagelsen, er der flere Nato-lande, der presser på for en hurtig procedure.
Ifølge det svenske nyhedsbureau TT forventes det, at det vil tage mellem fire måneder og et år, før landene bliver endeligt optaget i Nato.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned