Erdogan beskylder USA for at dolke Tyrkiet i ryggen

- I handler på den ene side som en strategisk partner, men på den anden side skyder I med skarpt for at ramme jeres strategiske partner i foden, siger Erdogan, som mandag holdt pressemøde i Ankara om krisen med USA. Foto: Kayhan Ozer/Ritzau Scanpix

I handler på den ene side som en strategisk partner, men på den anden side skyder I med skarpt, siger Erdogan.

Offentliggjort Sidst opdateret

Præsident Recep Tayyip Erdogan beskylder USA for at forsøge at dolke Tyrkiet i ryggen i en diplomatisk strid, der har bragt den tyrkiske valuta i krise, og som er udløst af tilbageholdelsen af en amerikansk prædikant.

- I handler på den ene side som en strategisk partner, men på den anden side skyder I med skarpt for at ramme jeres strategiske partner i foden, siger Erdogan, som mandag holdt pressemøde i Ankara om krisen.

- Vi er sammen i Nato, og alligevel forsøger I at dolke jeres strategiske partner i ryggen. Kan det overhovedet accepteres? spørger den tyrkiske præsident.

Den tyrkiske lira ramte mandag nye bundniveauer mod den amerikanske dollar på de asiatiske valutamarkeder.

Tyrkiets finansminister, Berat Albayra, har lanceret en handlingsplan, som skal mindske uroen på finansmarkederne.

Liraen har hidtil i år tabt omkring 45 procent mod dollar. En høj inflation har udhulet valutaens købekraft, og det har fået investorerne til at sælge ud.

Trykket på liraen er taget til på grund af en forværring af forholdet mellem Tyrkiet og USA.

Tyrkiet har afvist et krav fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om at løslade en amerikansk præst fra tyrkisk fængsel.

Myndighederne beskylder præsten for at have støttet det mislykkede militærkup i juli 2016.

Trump reagerede fredag ved at bebude en forhøjelse af toldsatserne på tyrkisk stål og aluminium.

Erdogan gentog flere gange i weekenden, at valutakrisen beror på en "politisk sammensværgelse".