Erdogan erkender at redningsarbejde er gået for langsomt
En redningsarbejder kravler ind mellem brokkerne i et sammenstyrtet hus i den tyrkiske by Adiyaman fem dage efter det kraftige jordskælv, der ramte dele af Tyrkiet og Syrien. Foto: Ilyas Akengin/Ritzau Scanpix
Vi var ikke i stand til at speede jordskælvsindsats op, så hurtigt som vi ønskede, siger Tyrkiets præsident.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erkender fredag for første gang, at regeringen ikke har gennemført redningsarbejdet i jordskælvsområdet hurtigt nok.
- Så mange bygninger blev beskadiget, at vi uheldigvis ikke var i stand til at speede vores indgriben op, så hurtigt som vi ønskede det.
Det siger han under et besøg i det katastroferamte sydlige Tyrkiet.
Jordskælvet, der havde en en styrke på 7,8, ramte tidligt mandag morgen. Det skete nær den tyrkiske storby Gaziantep.
Det blev fulgt af en lang række kraftige efterskælv - herunder ét, der var næsten lige så kraftigt som det første.
Mange hundrede bygninger er styrtet sammen i Tyrkiet, og redningsfolk forsøger fredag fortsat at finde overlevende i ruinerne.
Også i det nordvestlige Syrien har rystelserne ført til store ødelæggelser.
Dødstallet har fredag passeret 22.000 i Tyrkiet og Syrien.
Overlevende og deres familier har kritiseret Erdogan for, at det gik for langsomt med at lede i de ødelagte huse.
Han har tidligere erkendt, at der var "mangler" i hans regering, og at det har påvirket indsatsen efter jordskælvet.
Men han synes med sine kommentarer fredag at gå et skridt længere i erkendelsen af sin regerings mangelfulde indsats.
Han fortæller, at 141.000 personer nu deltager i redningsindsatsen.
Den foregår i 10 provinser.
Det fremgår ikke, om det også tæller de flere tusinder af redningsfolk og nødhjælpsarbejdere, der er strømmet til Tyrkiet for at hjælpe.
Præsident Erdogan er formentlig optaget af at vinde folkets sympati i forbindelse med katastrofen.
Han skal ved et snarligt præsident- og parlamentsvalg, som ventes at blive afholdt 14. maj, således forsøge at fastholde magten.
Allerede før mandagens jordskælv var der i meningsmålinger tegn på, at Erdogan var begyndte at tabe opbakning blandt tyrkerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker