Erdogan erklærer sørgedag for dræbt Hamas-leder
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan (t.h.), mødtes i april med den nu dræbte politiske chef for Hamas, Ismail Haniyeh, da den blodige konflikt i og omkring Gazastriben havde varet i et halvt år og kostet titusinder af liv. (Arkivfoto). Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Israel ønsker ikke våbenhvile og forsøger at sprede Gaza-konflikten ud i Mellemøsten, siger Erdogan til Biden.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erklærer fredag for national sørgedag efter drabet på Hamas-leder Ismail Haniyeh.
- For at vise vores støtte til den palæstinensiske sag og vores solidaritet med vores palæstinensiske brødre er der erklæret en national sørgedag i morgen, skriver Erdogan på det sociale medie X torsdag aften.
Haniyeh var leder af Hamas' politiske gren.
Han blev dræbt natten til onsdag i den iranske hovedstad, Teheran. Her befandt han sig som gæst ved den iranske præsidents indsættelsesceremoni.
Hamas betegnes af både EU og USA som en terrororganisation.
Erdogan mødtes senest med Haniyeh i april, da den blodige konflikt i og omkring Gazastriben havde varet i et halvt år og kostet titusinder af liv.
Erdogan skriver videre i opslaget på X, at han "kondolerer det palæstinensiske folk på vegne af mig selv og min nation".
Den tyrkiske præsident har torsdag talt i telefon med sin kollega i USA, Joe Biden, meddeler det tyrkiske præsidentskab.
Her meddelte den tyrkiske præsident sin amerikanske kollega, at Israel efter hans opfattelse ikke ønsker en aftale om våbenhvile.
Drabet på Hamas-chefen har stukket en alvorlig kæp i hjulet på bestræbelserne på at få en våbenhvileaftale på plads, og Israel forsøger at sprede konflikten til andre dele af regionen, mener Erdogan ifølge Reuters.
Israel har helt afvist at kommentere attentatet mod Haniyeh. Men iagttagere er over en bred kam enige om, at Israel stod bag drabet på ham.
Biden ringede til Erdogan for at takke for, at Tyrkiet har hjulpet i forbindelse med en fangeudveksling mellem USA og Rusland, meddeler Erdogans kontor.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde