Erdogan fordømmer bombeangreb mod politibus i Tyrkiet
Syv betjente er dræbt, og 27 personer meldes såret, i den voldsomme eksplosion i den kurdiskdominerede by.
En kraftfuld bilbombe har torsdag eftermiddag ramt en minibus med tyrkiske sikkerhedsstyrker i den kurdiskdominerede by Diyarbakir i det sydøstlige Tyrkiet.
Præsident Recep Tayyip Erdogan fordømmer angrebet. Han oplyser, at syv personer er dræbt, og 27 er såret.
Ingen har indtil videre taget skylden for det, der antages at være et bombeangreb.
Der er både sikkerhedsstyrker og civile blandt de sårede, skriver Habertürks netavis.
Angiveligt skal bilbomben have ramt sikkerhedsstyrkernes bus, da den passerede en busholdeplads i byen.
Diyarbakir er den største by i det kurdiske område.
Efter at fredsprocessen mellem den tyrkiske regering og Kurdistans Arbejderparti (PKK) er brudt sammen, har de nationale sikkerhedsstyrker øget antallet af razziaer og aktioner i de kurdiske områder i sydøst.
For to uger siden deaktiverede tyrkiske bombeeksperter en bombe på 150 kilogram, der blev fundet i en bil foran en regeringsbygning i byen Hani, der ligger i Diyarbakir-provinsen.
Det skete, få dage efter at en bombe havde rystet den tyrkiske hovedstad, Ankara, hvor 37 personer mistede livet.
Gruppen Kurdistans Frihedsfalke (TAK), der er en udbryder af og knyttet til Kurdistans Arbejderparti (PKK), tog skylden for angrebet i Ankara.
En måned tidligere mistede 28 mennesker livet i et lignende bombeangreb i Tyrkiets hovedstad.
Som konsekvens af de kurdiske selvmordsangreb har Tyrkiet bombet kurdiske militser i både Irak og Syrien.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker