Erdogan i valgkamp: Præsidentposten skal have mere magt
Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har lørdag indledt sin valgkampagne frem mod præsidentvalget i august ved at meddele, at han vil gøre præsidentposten til en mere magtfuld post, hvis han vinder.
- Vi tager de første skridt mod en ny begyndelse, siger Erdogan foran tusindvis af jublende tilhængere i den nordlige by Samsun kun fire dage efter, han meddelte sit kandidatur.
Premierministeren gør det ved samme lejlighed klart, at han vil styrke præsidentposten, som i sin nuværende form primært er symbolsk.
- Er det muligt at være statsoverhoved og samtidig bare læne sig tilbage?, spørger Erdogan retorisk, idet han lover at bruge de eventuelle ekstra beføjelser, han må få som præsident, til at sætte skub i bygningen af en ny lufthavn og flere forskellige vejprojekter.
Erdogan har på symbolsk vis valgt at tage hul på sin valgkamp i byen Samsun, hvor grundlæggeren af den moderne tyrkiske republik, Mustafa Kemal Atatürk, indledte den tyrkiske uafhængighedskrig i 1919.
- 95 år efter sparker vi præsidentkampagnen i gang fra Samsun - et nyt skridt for et nyt Tyrkiet, siger Erdogan.
Den 60-årige leder af Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP) ligger lunt i meningsmålingerne op til præsidentvalget 10. august, og iagttagere spår, at han vil vinde valget i første runde og dermed blive Tyrkiets første direkte demokratisk valgte præsident.
I den seneste tid har den tyrkiske regering og Erdogan ellers befundet sig i massivt stormvejr.
Først gjaldt det massedemonstrationer i 2013 med krav om regeringens afgang.
Herefter fulgte en større korruptionsskandale, ligesom regeringens håndtering af en mineulykke i Soma, der kostede 301 mennesker livet, er blevet voldsomt kritiseret.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde