Erdogan lider nederlag: Blokering af YouTube er ulovlig
Tyrkiets forbud mod YouTube overtræder individuelle rettigheder og frihed. Sådan lyder kendelsen fra Tyrkiets forfatningsdomstol torsdag, der hermed baner vejen for, at tyrkere igen kan få adgang til videostreaming-tjenesten.
Forfatningsdomstolens afgørelse er ifølge den private tv-station NTV "bindende", og den forventes at træde i kraft i løbet af kort tid.
Kritikere af Recep Tayyip Erdogan ser afgørelsen som et nederlag for den pressede tyrkiske premierminister.
I marts blokerede den tyrkiske regering for såvel Twitter som YouTube, efter at de sociale medier var blevet brugt til anonyme læk, der knyttede Erdogan og hans inderkreds, blandt andre hans søn, til en stor korruptionsskandale i Tyrkiet.
Blokeringerne medførte en bølge af fordømmelser fra udlandet, og i april blev adgangen til Twitter igen åbnet, da forfatningsdomstolen fastslog, at blokeringen var i strid med retten til at ytre sig offentligt.
YouTube er blandt andet blevet brugt til at lække en lydfil, som tilsyneladende er en samtale mellem militærofficerer og den tyrkiske efterretningstjeneste om at skride til militær handling i nabolandet Syrien for at aflede den tyrkiske offentlighed.
Derudover har folk via de sociale netværk spredt stribevis af lydoptagelser, hvor Erdogan angiveligt griber ind i retssager og aftaler i erhvervslivet, ligesom han forsøger at stoppe ufordelagtig omtale i medierne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker