Erdogan lover at beskytte kvinder trods farvel til konvention
Præsident Erdogan afviser i en tale torsdag, at udtrædelsen af Istanbul-konventionen er et skridt tilbage i kampen for kvinders rettigheder. Foto: Presidential Press Office/Reuters
Presidential Press Office/Reuters
Istanbul-konventionen skal beskytte kvinder mod vold. Erdogan har droppet den til fordel for egne tiltag.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, forsvarer landets beslutning om at trække sig ud af Istanbul-konventionen.
Landet træder formelt ud af konventionen, som har til formål at beskytte kvinder mod vold, torsdag.
Beslutningen har mødt stor kritik både i Tyrkiet og i mange vestlige lande.
- Nogle prøver at beskrive vores udtrædelse af Istanbul-konventionen som et skridt tilbage i vores kamp mod vold mod kvinder.
- Vores kamp begynder ikke med Istanbul-konventionen. Og den vil ikke ende med vores udtrædelse af traktaten, siger Erdogan i en tale torsdag, hvor han præsenterer en alternativ handlingsplan.
Istanbul-konventionen blev forhandlet på plads og underskrevet i Tyrkiets største by, Istanbul, i 2011. Den er en af Europarådets konventioner.
Den forpligter underskriverne i at forhindre vold i hjemmet og promovere lighed. Erdogan meddelte i marts, at Tyrkiet ville træde ud af konventionen. Han foretrækker lokale tiltag for at beskytte kvinders rettigheder.
Torsdag vil tusinder af tyrkere over hele landet protestere mod beslutningen. Det skal blandt andet ses i lyset af, at antallet af drab på kvinder er stigende.
Erdogans beslutning om at træde ud af konventionen er blevet forsøgt omgjort ved en domstol, men appellen blev afvist tidligere på ugen.
Både USA og EU har kritiseret Tyrkiets farvel til konventionen. Det samme gør Canan Gullu, som er formand for en tyrkisk organisation for kvinderettigheder.
- Vi vil fortsætte vores kamp.
- Tyrkiet skyder sig selv i foden med den her beslutning, sagde hun onsdag.
En overvågningsgruppe har registreret omkring et kvindedrab om dagen i Tyrkiet efter en skarp stigning, der begyndte for fem år siden.
Nordisk Råd, som er det parlamentariske organ for det nordiske samarbejde, opfordrer torsdag Tyrkiet til at genindtræde i konventionen.
- Istanbul-konventionen er vigtigere end nogensinde, i en tid hvor både covid-19-pandemien, krig og konflikter har resulteret i mere vold og flere overgreb mod kvinder.
- Derfor er det dybt foruroligende, at Tyrkiet netop nu vælger at trække sig ud af Istanbul-konventionen. Beslutningen svækker tyrkiske kvinder og pigers grundlæggende rettigheder og fratager dem den nødvendige retlige beskyttelse mod vold, hedder det i en udtalelse fra rådet.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker