Erdogan med nyt ultimatum: Kom væk fra Taksimpladsen
Demonstranterne i det centrale Istanbul får nu endnu en advarsel fra landets premierminister, Recep Tayyip Erdogan.
De skal være væk senest søndag, når Erdogans AKP-parti holder kongres i byen, ellers kommer sikkerhedsstyrker og rydder pladsen.
- Vi har vores kongres i Istanbul i morgen. Jeg siger det tydeligt: Taksimpladsen skal være ryddet, ellers ved sikkerhedsstyrkerne, hvordan den skal ryddes, siger Erdogan.
Premierministerens besked til demonstranterne i Istanbul faldt ved et partimøde i Ankara lørdag.
Tyrkiske demonstranter sagde i en erklæring tidligere lørdag, at de afviser at forlade deres opholdssted i Geziparken, der støder op til Taksimpladsen.
- Vi vil fortsætte vores modstand på baggrund af de uretfærdigheder, der finder sted i vort land, hedder det i en erklæring fra Taksim Solidaritetsgruppen, som opfattes som den mest repræsentative for demonstranterne.
Erklæringen blev offentliggjort efter diskussioner natten igennem mellem demonstranterne, som natten til fredag var kaldt til krisemøde med premierministeren.
Her lovede han dem, at det omstridte byggeri i Gezi-parken ikke bliver sat i gang, før det er godkendt af retsvæsnet og af vælgerne i en folkeafstemning. Byggeplanerne behandles i øjeblikket ved en domstol.
Det var myndighedernes accept af byggeprojektet, der udløste urolighederne.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker