Erdogan: Sverige får Nato-ja hvis USA sælger os F-16-fly
Holder USA sine løfter, så holder Tyrkiets parlament også sine løfter, lyder det fra præsident Erdogan.
Hvis USA får banet vejen for salg af F-16-jagerfly til Tyrkiet, så vil det tyrkiske parlament godkende Sveriges Nato-ansøgning.
Det siger Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, tirsdag ifølge tyrkiske medier. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Hvis de (USA, red.) overholder deres løfter, så vil vores parlament også overholde sit løfte, siger han.
- Tyrkiets parlament får det sidste ord om Sveriges Nato-medlemskab.
Udtalelsen fra Erdogan er kommet på en tur på vej hjem fra Aserbajdsjan.
Erdogan sagde for omtrent to uger siden, at USA's præsident har kædet salg af F-16-jagerfly og Nato-ansøgningen sammen, og at tilgangen "ryster" Tyrkiet.
Ved Nato-topmødet i Vilnius i juli blev der indgået en aftale mellem Tyrkiet, Sverige og Nato om, at Tyrkiet skulle godkende en optagelse af Sverige i den militære alliance "så hurtigt som muligt".
Endnu har Tyrkiet dog ikke givet grønt lys til ansøgningen. Det samme gælder Ungarn.
Tyrkiet har længe ønsket at købe en mere moderne udgave af F-16-flyet og andet udstyr til opgradering. Men USA har tøvet. Ikke mindst i lyset af den tyrkiske modstand over for Sveriges Nato-medlemskab.
I juli lød det dog fra USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, at den amerikanske præsident Joe Biden vil gå videre med planer om at overføre F-16-jagerfly til Tyrkiet.
Han gav dog ikke en nærmere tidshorisont.
Mens Sverige fortsat venter på at kunne tilslutte sig den vestlige forsvarsalliance Nato, så er det sket for nabolandet Finland.
Finland fik ja fra de to sidste lande - Ungarn og Tyrkiet - sidst i marts i år.
Nato består i dag af 31 medlemslande. Danmark er et af de 12 oprindelige medlemslande fra 1949.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub