Erdogan: Tyrkiet støtter fuldt og fast lederne af Hamas
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger lørdag, at Tyrkiet fuldt og helt støtter lederne af det militante Hamas. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
- Ingen kan få os til at betegne Hamas som en terrororganisation, siger Tyrkiets leder, Recep Tayyip Erdogan.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger lørdag, at Tyrkiet fuldt og fast støtter lederne af det militante Hamas.
- Ingen kan få os til at betegne Hamas som en terrororganisation, siger Erdogan, som lørdag talte om Israel og Hamas i Istanbul.
- Tyrkiet er et land, som taler åbent med lederne af Hamas, og som støtter dem stærkt, siger den tyrkiske præsident ifølge AFP.
Erdogan og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har udvekslet grove fornærmelser mod hinanden under Gazakrigen.
Erdogan kritiserede i en tale sidst i december Netanyahu i hårde toner for bombardementerne af Gaza, der har kostet mange tusinde civile livet.
- Tidligere talte de dårligt om Hitler. Hvordan er du anderledes end Hitler? De får os til at savne Hitler. Er der noget, som Netanyahu gør, der er anderledes end Hitler? Nej, sagde Erdogan dengang ifølge Reuters.
- Han er rigere end Hitler. Han får støtte fra Vesten. Al slags støtte kommer fra USA, fremhævede han.
Ifølge Hamas-myndighederne i Gaza har Israel dræbt næsten 31.000 mennesker i området siden den 7. oktober.
Erdogan har også tidligere kaldt Hamas en befrielsesorganisation og beskyldt Israel for krigsforbrydelser.
Nyhedsbureauet AFP har påpeget, at Erdogan med sine udmeldinger sikrer sig stor støtte i den muslimske verden.
Netanyahu har svaret igen på kritikken med hårde angreb på Erdogan.
- Erdogan er den sidste, der bør prædike moral over for os. Erdogan begår folkedrab mod kurdere, og han har verdensrekord i at fængsle journalister, der er imod hans styre, hed det i en kritik af den tyrkiske præsident fra den israelske premierminister i december.
Erdogan sagde fredag, at det kommende tyrkiske lokalvalg i foråret bliver det sidste, hvor han er præsident. Den 70-årige præsident har siddet på magten i over to årtier. Hans parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), blev stiftet i Istanbul i 2001.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde