Erdogan varsler snarligt stop for indsats mod kurdiske styrker

Tyrkiets militære operationer i det nordlige Irak og Syrien er ved at blive rundet af, siger præsident Erdogan lørdag. Her betragter en dreng en konvoj af tyrkiske militærkøretøjer tæt ved byen Hazano i det nordlige Syrien. (Arkivfoto). Foto: Aaref Watad/Ritzau Scanpix

Tyrkiet har i årevis kæmpet mod kurdiske styrker for at sikre landets grænser mod Syrien og Irak.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tyrkiet vil inden længe afslutte de militære operationer mod kurdiske styrker i det nordlige Irak og Syrien, som har været i gang i over to år.

Det siger den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, lørdag.

- Vi vil meget snart fuldføre nedlukningen af operationsområdet i det nordlige Irak, siger han.

Erdogan tilføjer, at kurdiske styrker nu er "ude af stand til at operere inden for vores grænser".

Tyrkiet indledte i april 2022 en operation for at sikre sin grænse mod det nordlige Irak.

Erdogans regering beskyldte kurdiske styrker med tilknytning til det forbudte parti PKK for at foretage angreb fra Irak mod tyrkisk jord.

Lørdag siger præsidenten, at PKK er "fuldkommen indfanget" i både Irak og Syrien.

Tyrkiske styrker vil også snart afslutte deres opgave ved den sydlige grænse mod Syrien, siger han.

Erdogan oplyser ikke, præcis hvornår det skal ske.

Men han siger, at de tyrkiske styrker skal "udfylde de manglende punkter i sikkerhedsbæltet langs vores sydlige grænse mod Syrien".

Tyrkiet har siden 2016 foretaget militære operationer mod den kurdiske YPG-milits i Syrien.

YPG er den væbnede gren af partiet PYD. Vestlige lande var allieret med YPG i kampen mod den militante bevægelse Islamisk Stat i Syrien.

Tyrkiet anser både YPG og PYD for at være PKK's forlængede arm.

PKK har siden 1984 kæmpet i et væbnet oprør mod tyrkiske myndigheder. Gennem årene har denne kamp kostet omkring 40.000 mennesker livet, lyder vurderinger.

PKK er på listen over terrororganisationer i både Tyrkiet, EU og USA.

/ritzau/AFP