Erhvervslivet frygter det værste efter valg af Johnson
Det kan blive et hårdt slag mod dansk eksport, hvis Boris Johnson gør alvor af truslen om at trække Storbritannien ud af EU uden en aftale. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Med Boris Johnson som kommende britisk premierminister frygter dansk erhvervsliv for en hård brexit.
Både Dansk Industri og Dansk Erhverv advarer om, at risikoen for et hårdt brexit er steget betydeligt med valget af Boris Johnson som Storbritanniens næste premierminister.
Boris Johnson har støttet et britisk farvel til EU fra starten og har svoret, at han vil trække Storbritannien ud af EU den 31. oktober lige meget hvad. Det vil være skidt for dansk erhvervsliv, hvis Storbritannien trækker sig uden en handelsaftale med EU.
- Jeg må sige, at valget af Boris Johnson gør det ganske sandsynligt, at det hele ender med et hårdt brexit. Det bliver dyrt for Storbritannien og briterne, og det kommer så sandelig også til at koste på mange danske virksomheders bundlinjer.
- Men man kan jo selvfølgelig håbe på, at Boris Johnson bliver lidt mere pragmatisk, når han som ny leder bliver stillet over for realiteterne, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv.
Storbritannien er et af Danmarks største eksportmarkeder, og derfor kan det koste både salg og arbejdspladser, hvis varer og tjenester solgt til Storbritannien skal tolddeklareres, certificeres og kontrolleres.
Det vil ske, hvis ikke Storbritannien forhandler en frihandels- og en toldaftale hjem med EU.
- Vi håber, at Storbritannien ikke forlader EU uden en aftale den 31. oktober. Et såkaldt no-deal brexit vil være et sandt halloween-mareridt, der desværre kan blive til virkelighed, efter at Boris Johnson er flyttet ind i 10 Downing Street, skriver underdirektør i Dansk Industri Peter Thagesen og fortsætter:
- I Dansk Industri opfordrer vi vores medlemmer til at forberede sig på det værste.
Ifølge Dansk Industri eksporterede danske virksomheder sidste år for 86 milliarder kroner til Storbritannien, og erhvervsorganisationen vurderer, at 65.000 danske arbejdspladser er bundet op på den eksport.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned