Erna Solberg: Vi slår ring om vort muslimske miljø
Statsminister Erna Solberg siger efter angreb på moské nær Oslo, at "vi må sammen bekæmpe islamfjendtlige holdninger". Solberg deltager søndag i fejringen af den muslimske eid-højtid på Thon Hotel i Sandvika. Foto: Denis Balibouse/Reuters
Denis Balibouse/Reuters
Norges statsminister deltager søndag i muslimsk eid-højtid og opfordrer til kamp mod islamfjendtlighed.
Efter et angreb mod en moské lørdag nær Oslo siger den norske statsminister, Erna Solberg, at "vi må sammen bekæmpe islamfjendtlige holdninger".
Solberg deltager søndag i fejringen af den muslimske eid-højtid på Thon Hotel i Sandvika.
- Angrebet på moskéen i Bærum skaber frygt og uro. Vi slår ring om vort muslimske miljø, når de går til bøn i dag, skriver Solberg på Twitter.
Det norske politi siger, at den formodede gerningsmand øjensynligt var motiveret af had.
Politiet har i weekenden undersøgt den mistænktes aktiviteter på internettet. Her står det klart, at han blandt andet har rost gerningsmanden bag masseskyderiet i El Paso i sidste uge.
Politiet har bedt alle politidistrikter iværksætte forebyggende tiltag i forbindelse med fejringen af den muslimske højtid efter skudepisoden i moskéen Al-Noor Islamic Center i Bærum lørdag.
En mand først i 20'erne er sigtet for drabsforsøg og sigtet for drab på en ung kvinde, som han er i familie med. Drabet på kvinden står i sammenhæng med lørdagens angreb på moskéen, mener politiet.
I et indlæg på et internetforum udtrykker manden støtte til flere nylige masseskyderier - blandt andet i El Paso i USA i sidste uge, hvor 22 mennesker blev dræbt.
Han skriver endda, at han er udvalgt af den mand, som mistænkes for skudangrebet mod en moské i Christchurch i New Zealand tidligere i år.
Politiet afhørte manden natten til søndag, men den sigtede ønskede ikke at forklare sig, oplyser politiet.
Det er stadig ikke klart, hvad der skete i moskéen i Norge lørdag. Nogle vidner siger, at der blev affyret skud, men det er ikke endeligt bekræftet af myndighederne.
Under angrebet i Al-Noor Islamic Centre lykkedes det for tilstedeværende at overmande gerningsmanden.
Den døde, yngre kvinde blev fundet på en adresse i kommunen Bærum, få timer efter at den bevæbnede gerningsmand gik til angreb mod moskéen.
Den anholdte mand bor i lejligheden, hvor kvinden blev fundet død.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde