Estland er blevet en del af euro-familien

Netop som 2011 er ringet ind, har eurozonen fået et nyt medlem.

Det er den tidligere Sovjet-republik Estland, som har udskiftet sin hidtidige møntfod, kroon, med euroen.

Som en symbolsk handling hævede landets premierminister, Andrus Ansip, den første euroseddel i en bankautomat på slaget 12.

- Estland er det fattigste land i eurozonen, så vi har meget arbejde foran os, efter at vi har nået målet om at blive en del af zonen, siger premierministeren om det estiske medlemskab.

I hovedstaden Tallinn blev begivenheden desuden fejret med en officiel ceremoni ved det nationale operahus.

Estland med 1,3 millioner indbyggere er det 17. medlem af eurozonen.

- Estlands medlemsskab betyder, at flere end 330 millioner europæere har eurosedler -og mønter i deres tegnebøger, opsummerer EU-Kommissionens præsident, José Manuel Barroso.

De estiske festligheder kan dog ikke overskygge, at landet støder til et valutasamarbejde i krise.

Eurolande som Grækenland og Irland har måttet modtage store økonomiske hjælpepakker, mens lande som Portugal og Spanien også har store økonomiske problemer.

/ritzau/AFP

På slaget 12 nytårsaften er Estland blevet det 17. land i eurozonen. Premierminister hævede den første seddel.

Offentliggjort Sidst opdateret