Estland: Rusland tilbageholder olietanker i Østersøen
Olietankeren "Green Admire" er blevet tilbageholdt af Rusland, lyder det søndag fra Estlands udenrigsministerium. Her ses tankeskibet i Bosporusstrædet nær Istanbul i Tyrkiet i 2023. Foto: Yoruk Isik/Reuters
Tilbageholdelse af græsk olietanker er ifølge estisk minister forbundet med "chikane af Ruslands skyggeflåde".
Rusland har søndag tilbageholdt en græsk-ejet olietanker, efter at den havde forladt en estisk havn i Østersøen.
Det oplyser Estlands udenrigsministerium.
Ifølge det estiske udenrigsministerium forlod tankskibet "Green Admire" Sillamae-havnen i Estland og benyttede herefter en sejlrute, som går gennem russiske farvande. Her blev olietankeren tilbageholdt.
- Det er helt sikkert forbundet med det faktum, at vi er begyndt at chikanere Ruslands skyggeflåde, siger den estiske udenrigsminister, Margus Tsahkna, søndag til den estiske tv-station ERR.
Skyggeflåden beskrives af FN's søfartsorganisation som skibe med utilstrækkelige forsikringsaftaler, der omgår sanktioner og undgår kontroller.
Skibene sejler under andre flag end det russiske og omgår på den måde Vestens sanktioner af Ruslands olieeksport.
EU har siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022 indført en række sanktioner mod Rusland, heriblandt på den russiske olieeksport.
EU-landene nåede onsdag til enighed om en 17. sanktionspakke mod Rusland.
Sanktionerne, der formelt skal vedtages på tirsdag, er målrettet Ruslands skyggeflåde i et forsøg på at begrænse den russiske krigsøkonomi.
Data fra Marine Traffic, hvor man kan se skibes lokationer, viser, at tankskibet ligger for anker nær den russiske ø Hogland, der ligger i Den Finske Bugt.
En embedsmand fra den græske regering siger, at skibet var sejlet gennem russisk farvand for at undgå lavvandede områder.
Olietankeren havde kurs mod Rotterdam i Holland og var lastet med skiferolie. Det oplyser den estiske transportadministration.
Tankskibe, der sejler ind og ud af Sillamae-havnen vil fremover bliver ledt gennem estisk territorialfarvand, tilføjer administrationen.
Olietankeren "Green Admire" er ejet af et græsk selskab og sejler under liberisk flag.
Eftersom at tankskibet ikke sejler under græsk flag, har den græske stat ikke kontrol over det. Det oplyser en embedsmand fra den græske kystvagt.
En embedsmand fra den græske regering siger dog, at Grækenland er klar over hændelsen og følger den.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker