Et kraftigt skælv på 6,9 har rystet filippinsk ø

Foto af jordskred under skælvet fredag i Malapatan på det sydlige Mindanao. Fotoer et fra Facebook-side, der tilhører Justin Kyle T. Imperial. (Handout - AFP). Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Stillehavscenteret for Tsunami-varslinger siger, at der ikke ventes nogen tsunami fra skælvet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et skælv på 6,9 i Stillehavet har rystet den store filippinske ø Mindanao, skriver Reuters. Der er ikke nogen tsunami-trussel efter skælvet, hedder det.

Det tyske forskningscenter for geo-videnskaber, GFZ, siger, at skælvets styrke blev målt til 6,9. Der var tidligere meldinger om en styrke på 7,2 fra Reuters.

Skælvet epicentrum var i 60 kilometers dybde i Stillehavet, oplyser GFZ.

Stillehavscenteret for Tsunami-varslinger siger, at der ikke ventes nogen tsunami fra skælvet.

Der var ikke umiddelbart rapporter om dræbte eller kvæstede.

Der sker jævnligt skælv i øriget, men skælvet fredag var usædvanligt kraftigt.

- Jeg tror, at det er det kraftigste skælv, som jeg har været vidne til. Folk omkring mig gik i panik og løb udenfor, siger den 27-årige Keeshia Leyran til AFP i Davao City.

Amor Mio, politichef i Koronadal City nær skælvets epicentrum, siger, at der ikke er rapporter om tilskadekomne i byen, men at forretningscenter blev delvist ødelagt.

- De ansatte blev evakueret af hensyn til deres sikkerhed. Der er rapporter om omfattende ødelæggelser i regionen, men vi kan ikke bekræfte noget endnu, siger han over telefonen.

Ødelæggelser og efterrystelser kan ventes efter skælvet.

Mindanao er den næststørste ø i Filippinerne og har over 20 millioner indbyggere.

Filippinerne ligger på den 40.000 kilometer lange "ildring", som findes, hvor ocean- og kontinentalplader i Stillehavet støder sammen.

Ildringen bevæger sig som en hestesko fra New Zealand, videre langs Asiens østkyst - over havet til Alaska - og ned langs Nord- og Sydamerikas vestkyst.

Langs ringen udløses mindst 80 procent af alle verdens jordskælv. De opstår, når den ene plade bevæger sig ind under den anden.

/ritzau/Reuters