Et langt liv på sidelinjen krones med tronen i Storbritannien
Kong Charles den 19. september 2022, da hans mor, dronning Elizabeth, netop var blevet begravet. På lørdag er det Charles' tur til at blive kronet som britisk monark. Foto: Martin Meissner/Ritzau Scanpix
Kong Charles III bliver konge i livets efterår. Det har været op og ned for ham i ventetiden, men på dagen for kroningen har han de fleste briter med sig.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Dagen har ventet på Charles hele livet.
Først som en dag i en fjern fremtid, men hele tiden er den kommet tættere på. Den ville med sikkerhed komme, ingen har vidst hvornår.
Charles er 74 år, så det har været en lang ventetid. Men lørdag kommer dagen, hvor han krones til Storbritanniens konge.
Konge er han i forvejen. Det blev han automatisk, da hans mor, dronning Elizabeth, døde den 8. september 2022.
Nu kommer den formelle kroning, og det bliver første gang, at briterne kroner en konge i så høj en alder.
Annonce
Men sådan er det med Charles. Han er den første til mange ting.
Som for eksempel den første, der har været tronfølger i så mange år. Han husker næppe andet, end at han har været tronfølger eller konge.
Så hele livet har han vidst, at han er født til at blive kronet.
Var det noget at se frem til? Måske.
Men han har også vidst, at overtagelsen af tronen ville være forbundet med den store sorg, det er at miste sin mor.
Han er måske den sidste britiske konge, der ikke er født på et hospital. Han blev født på Buckingham Palace den 14. november 1948.
Men han blev den første britiske monark, der var med til fødslen af sine børn. Prinsesse Diana fødte William og Harry på St. Marys Hospital i Paddington, London.
Han blev det første medlem af kongefamilien til at få en universitetsgrad. Han har en bachelor i kunst fra Cambridge University i 1970.
Den nye konge har et liv i sus og dus. Han er mangemilliardær.
Annonce
Men livskriserne har også ramt ham.
Han blev gift med Diana i 1981, og hun fødte de to sønner, hvoraf William i dag er tronfølger.
Lillebror Harry er på kant med kongehuset og bor i Californien med sin kone, Meghan, og parrets to børn. Harry kommer alene til kroningen.
Ægteskabet mellem Charles og Diana holdt ikke. Diana sagde i et berømt tv-interview, at der "var tre" i ægteskabet.
Den tredje var Charles' nuværende kone, dronning Camilla.
Diana døde ved en bilulykke i Paris i 1997. Hun var elsket af folket, og i tiden efter hendes død var kongehuset i stor krise.
Familien udviste ifølge mange briter ikke følelser, ikke sorg.
Familien måtte trækkes til London for at deltage i folkets sorg i de tragiske dage.
Der er mange billeder, hvor Charles går med sine sønner - dengang blot store drenge - og ser på kæmpe dynger af blomster, lagt af folket til Diana.
Det var hårde år for Charles og også for Camilla, som han giftede sig med i 2005. Kongehuset var upopulært, men der er sket noget siden da.
Annonce
Avisen Daily Mail bragte den 20. april en meningsmåling, der siger, at 64 procent af briterne tror, at Charles bliver en god konge. 17 procent siger nej.
52 procent regner monarkiet for godt for Storbritannien. 14 procent siger dårligt, resten ved ikke.
Noget, der kan have bidraget til hans popularitet i de senere år, er måske engagementet i klima- og miljøpolitik.
Kong Charles skal under kroningen erklære, at han er beskytter af andre trosretninger end kristendom. Storbritannien rummer folk fra hele verden nu om dage. Billedet er fra den 13. marts under en gudstjeneste for forskellige repræsentanter fra Commonwealth-landene. Her hilser han på en maori fra New Zealand. Foto: Frank Augstein/Ritzau Scanpix
Som kongelig er der begrænsninger for, hvad han kan sige og gøre. Men som tronfølger var han indimellem fremme i skoene.
Klimaskeptikere spiller "hensynsløs roulette med planetens fremtid", har han erklæret.
Der er i øvrigt endnu en "første gang" for ham.
Han er første monark til at gå i skole. Forgængerne blev undervist på slottene.
Som dreng gik han på de kostskoler, som faren, prins Philip, også gik på - Cheam Preparatory School i Berkshire og Gordonstoun i Skotland.
Den skotske skole havde ry for barsk kæft, trit og retning.
Charles har omtalt den som "Colditz i kilt" - en henvisning til det berygtede tyske slot, der under Anden Verdenskrig var fangelejr for allierede officerer.
Annonce
At være konge er stadig et godt gammelt håndværk med at klippe snore og give et arrangement noget omtale. Billedet er fra et bibliotek i Liverpool den 26. april, da det bliver søsterbibliotek til et bibliotek i Ukraine. Kong Charles og dronning Camilla skriver i gæstebogen. Foto: Jon Super/Ritzau Scanpix
/ritzau/
Sådan er Charles også
* Han er Storbritanniens første monark, der har gået i skole. De tidligere har haft private lærere og er blevet hjemmeundervist.
* Var som ung vild med at stå på ski, med at surfe og dykke. I over 40 år var han en habil polospiller. Spillede polo på konkurrenceniveau frem til 1993. Stoppede først med at spille som 57-årig i 2005.
* Passioneret kunstelsker. Begejstret for Shakespeare. Lærte i skolen at spille piano, trompet og cello. Elsker opera og klassisk musik, men har betegnet Leonard Cohen som en af sine favoritkunstnere.
* Valgte i et radioprogram i 2001 musik af Three Degrees, Diana Ross, Barbra Streisand og Edith Piaf.
* Er både gudfar og stedfar til Tom Parker Bowles, hans kone dronning Camillas søn af første ægteskab.
* Den britiske sikkerhedstjenestes kodeord for kong Charles er "Unicorn" - Enhjørning.
* Spiser ikke frokost.
Kilde: Reuters, Insider.com.
/ritzau/
Den rige konge
* Der er ingen officielle, offentlige opgørelser over, hvor velhavende kong Charles er. Avisen The Guardian har forsøgt sig med det, som avisen selv kalder en omfattende analyse af hans økonomiske forhold.
* Avisen når frem til, at han personligt er god for 1,815 milliarder pund. Det er 15,3 milliarder kroner. Avisen skriver, at den har samarbejdet med 12 førende eksperter, når det gælder vurdering af ejendomme, biler, juveler, værdipapirer med mere. Den største værdi i hans portefølje menes at være, at han er fri for at betale skat.
* Som konge har han kontrol over en kæmpe formue, der er tilknyttet embedet. Det er den økonomiske side af "The Firm" - Firmaet - som de inderste cirkler af kongefamilien kaldes. Da han blev konge i september 2022, overtog han automatisk kontrol med værdier, som det amerikanske magasin Forbes sætter til 42 milliarder dollar - omkring 285 milliarder kroner.
* Formuen består blandt andet af de britiske kongeslotte, investeringer for milliarder af pund, juveler og kunst. Værdierne står i en fond, der sikrer værdierne for kongen, for hans efterfølger og for nationen. Kong Charles kan ikke sælge værdierne uden videre.
Kilder: The Guardian, Forbes
/ritzau/
Den daværende britiske tronfølger, prins Charles, med sine sønner prins Harry (tv.) og prins William (th.) den 5. september 1997 ved Kensington Palace i London. Der er fyldt med blomster for at mindes Diana, som fem dage tidligere blev dræbt ved en bilulykke i Paris. Foto: Rebecca Naden/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Kommune hårdt ramt af rotter: Forventer øgede udgifter til skadedyrsbekæmpelse
Nyt nej til biogasanlæg: På den for fjerde gang
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Olivers hunde jagter rotter på Nordbyskolen
Efterskolen er slut, men fællesskabet lever videre: Marie og vennerne er taget på festival
Mest læste artikler
Nu indtager de Bjørneskoven
Diskoteksåbning hænger i en tynd tråd: - Vi er dødafhængige af det
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Nyt museum i nakskov åbner med fjord-oplevelser
Ældreformand: Rystende besparelser