Etiopiske soldater i pansrede køretøjer er rykket ind over grænsen til det centrale Somalia. Her har de taget kontrollen med byen Beledweyne og er rykket frem mod islamiske oprøreres stillinger i området, siger vidner.
Den strategiske by Beledweyne er en af den islamiske gruppe Shabaabs højborge. USA, der er en af Etiopiens allierede på Afrikas Horn, beskylder Shabaab for at være allieret med terrornetværket al-Qaeda.
Kampe har raset i den centrale og sydlige del af Somalia i de seneste uger, hvor militser, der støtter Somalias regering, har forsøgt at generobre områder fra Shabaab og en anden oprørsgruppe Hizbul Islam.
Indbyggere siger, at det kom til skudvekslinger i Beledweyne, da de etiopiske styrker lørdag rykkede ind i byen sammen med somaliske regeringsstyrker.
- Ved daggry rykkede hundreder af etiopiske soldater ind i byen fra forskellige retninger, og vi hørte sporadiske skudsalver. Da solen stod op, så vi soldater patruljere på hovedgaderne, siger en indbygger.
Embedsmænd i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba afviser rutinemæssigt, at der er etiopiske soldater på somalisk territorium, selv om de erkender, at Etiopien hjælper Somalias regering med rådgivning og træning.
Etiopien invaderede Somalia med USA's stiltiende accept i slutningen af 2006 for at drive en islamisk bevægelse, der kontrollerede hovedstaden Mogadishu på flugt.
Etiopiens militær trak sig officielt ud af Somalia i januar i år, og somaliske ledere afviser at kommentere, hvorvidt de etiopiske styrker nu er vendt tilbage igen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker