Etiopiens premierminister er død

Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, døde sent mandag aften under en rejse i udlandet, siger en talsmand for regeringen. Den 57-årige Meles havde været syg i lang tid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere partisanleder Meles Zenawi havde siddet på magten i Etiopien, der er et af Afrikas folkerigeste, siden han ledede et oprør mod Mengistu Haile Mariams militærjunta i 1991.

På papiret har Meles med sin regering ført en politik med etnisk føderalisme, hvor regionale og etnisk-baserede myndigheder har fået markant indflydelse, men den centrale kontrol er forblevet hos regeringspartiet.

Den vestlige verden tog i 1991 entusiastisk imod den unge leder i taknemmelighed over, at han havde væltet det kommunistiske regime i landet.

USA's tidligere præsident, Bill Clinton, udnævnte Meles til at være en del af Afrikas "nye generation" og op gennem 90'erne og 00'erne har Etiopien oplevet en stor vækst med nye projekter for infrastruktur og energi og tætte forretningsbånd til Indien og Tyrkiet.

Men det er ikke alle, der har jublet over Meles lederskab. I forbindelse med et parlamentsvalg i 2005 lod han næsten alle lederne af en oppositionsgruppe fængsle på livstid for forræderi.

Oppositionen hævder, at Meles og hans EPRDF-koalition kun bevarede magten ved at snyde med valgresultatet.

Uenigheden førte til omfattende uroligheder i landet med flere end 200 døde.

I 2009 fulgte en anti-terrorlovgivning, der betød, at over 100 oppositionsfolk blev arresteret samt 10 journalister.

Meles Zenawi havde ikke vist sig offentligt siden juli, og der begyndte at gå rygter om, at han var alvorligt syg, da han ikke deltog i et topmøde i Den Afrikanske Union i Addis Ababa i juli.

Nu overtager vicepremierministeren Hailemariam Desalegn posten som regeringschef.

/ritzau/AFP/Reuters