EU åbner for udrejsecentre i tredjelande for afviste migranter
Socialdemokratiske Christel Schaldemose hilser en fælles-europæisk model velkommen. Hun håber, det vil gøre det nemmere at finde "løsningen", hvis udvisningerne foregår i samarbejde. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau ScanpixThomas Sjørup/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionen åbner døren for at deportere afviste asylansøgere til tredjelande. Landene skal overholde menneskerettigheder. Dog er børnefamilier undtaget.
- EU har en af de højeste standarder for asylanter i verden. Det er en del af, hvem vi er. Men det er ikke bæredygtigt, hvis mennesker, som ikke har ret til at være her, misbruger systemet.
Sådan lød det fra EU-kommissæren for migration og indre anliggender, østrigske Magnus Brunner, da han tirsdag præsenterede et udspil om et nyt europæisk system for hjemsendelser.
Det skete på vegne af EU-Kommissionen.
Et af forslagets mere omdiskuterede punkter er, at EU-Kommissionen bakker op om såkaldte udrejsecentre i tredjelande.
Et forslag, som de danske socialdemokrater tidligere har været i modvind for at forsøge at stable på benene i form af en aftale med det østafrikanske land Rwanda.
Annonce
Også Italien har forsøgt sig med en lignende model i form af et samarbejde med Albanien.
Tre gange har Italien sendt både afsted til Albanien. Tre gange måtte migranterne vende tilbage til Italien efter vurderinger fra italienske domstole.
Udrejsecenter Kærshovedgård nær Bording i Midtjylland huser afviste asylansøgere. Beboerne er personer, der er udvist ved dom eller befinder sig i Danmark på tålt ophold. Lige nu er det hver femte person, der er beordret til at forlade EU, der følger ordren, oplyser EU-Kommissionen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Men ifølge Brunner, som kalder sit forslag en "gamechanger", er der her tale om noget ganske andet.
Det skal nemlig kun være personer, der allerede har fået deres sag vurderet og har fået tildelt en ordre om at forlade EU, der må udvises til udrejsecentrene.
Derudover må personer kun udvises til lande, der overholder internationale menneskerettigheder og folkeretten.
Ifølge europaminister Marie Bjerre (V) flugter det nye forslag med den danske regerings linje.
- Afviste asylansøgere har intet at gøre i Danmark. De skal hjemsendes hurtigst muligt. Derfor er EU-Kommissionens udmelding i dag, om at man vil gøre det nemmere at hjemsende asylansøgere, meget positiv.
- Vi har set, hvordan kriminelle udlændinge er med til at ødelægge det danske samfund. Det skal der selvfølgelig sættes en stopper for. Danmark kan være stolt af at have skubbet på denne vigtige dagsorden, som vi nu høster frugterne af, mener Marie Bjerre.
Også Liberal Alliances Henrik Dahl er glad for forslaget i sin helhed. Han frygter dog, at det vil tage lang tid at få gennemført.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) var i september 2022 på besøg i Kigali i Rwanda. Socialdemokratiet undersøgte dengang, om man kunne oprette et dansk udrejsecenter i Rwanda. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
- Det er jo en stor nyhed i EU, fordi tingene har det med at gå lidt langsomt. Men jeg er enig med Magnus Brunner i, at det er nu, der skal rykkes, siger Henrik Dahl, der i EU-Parlamentet er en del af den kristendemokratiske gruppe EPP.
Annonce
Der er dog ikke bred enighed blandt de danske EU-parlamentarikere.
Enhedslistens Per Clausen mener, at forslaget bærer præg af en højredrejning i EU-Kommissionens politik, og at forslaget bliver hastet igennem.
- Vi hverken kan eller bør have et forslag, der baserer sig på en praksis, der ikke alene er bundhamrende inhuman, men også som minimum er på kant med konventionerne, hvis da ikke ligefrem klart bryder med dem. Så meget for EU’s snak om retsstat, siger Per Clausen, som er en del af Venstrefløjsgruppen i parlamentet.
I socialdemokratiske Christel Schaldemoses gruppe i EU-Parlamentet, S&D, er der uenighed.
Tidligere tirsdag udsendte gruppen en pressemeddelelse, hvori der stod, at "udrejsecentre ikke kan være en del af en effektiv, bæredygtig og værdig fremgangsmåde".
Men Schaldemose selv er positivt stemt over for en fælles europæisk plan.
I Strasbourg præsenterede EU-kommissær Magnus Brunner en fælles plan for at hjemsende afviste asylansøgere. Planen, der skal sørge for, at flere migranter forlader EU, kalder han en "gamechanger". Foto: Philipp Von Ditfurth/Ritzau Scanpix
- Det er vigtigt for mig, at det bliver gjort i europæisk samarbejde og i overensstemmelse med EU's regler og love. Det vil gøre det nemmere at finde løsninger, siger hun.
Ifølge den europæiske grænse- og kystvagt Frontex er det samlede antal ulovlige grænsekrydsninger ind i EU i 2024 faldet med 38 procent sammenlignet med året før.
Selv om der er færre, der ankommer, er EU ifølge EU-Kommissionen stadig udfordret.
Kommissionen oplyser, at det lige nu er en ud af fem personer, der er blevet beordret til at forlade EU, som følger den ordre.
Annonce
/ritzau/
EU-Kommissionens migrationsudspil
I et nyt migrationsudspil vil EU-Kommissionen strømline de enkelte landes systemer for at hjemsende afviste asylansøgere. Forslaget indeholder følgende punkter:
* EU-landene skal indbyrdes anerkende hinandens vurderinger om udvisning uden at igangsætte en ny vurdering af sagen.
* Der skal være strengere regler for deportation og dermed mere incitament til frivilligt at forlade landene i tide.
* Blandt andet skal det være obligatorisk at deportere personer, der befinder sig ulovligt i EU og ikke samarbejder, flygter til andre medlemslande, ikke forlader EU inden for en given tidsfrist eller udgør en sikkerhedsrisiko.
* Medlemslande skal tidligt i forløbet screene, om en person kan udgøre en sikkerhedsrisiko for EU. Hvis det anses som værende tilfældet, skal personerne deporteres og få længere indrejseforbud.
* Data skal kunne overføres til tredjelande med formålet om at hjemsende personer til deres oprindelsesland.
* Det skal være muligt for EU-lande at lave aftaler med tredjelande om at oprette udrejsecentre uden for EU. EU-Kommissionen har ikke planer om at oprette fælles EU-udrejsecentre.
* De pågældende tredjelande skal respektere internationale menneskerettigheder og folkeret. Derudover skal familier med mindreårige børn og uledsagede mindreårige som udgangspunkt være undtaget aftalen om udrejsecentre.
Seneste artikler
Varmere om natten end midt på dagen
Dømt for ulovlige optagelser i Lalandia-sommerhus
Hospital får påbud efter fund på børneafdeling
Femern Bælt: Så er tunnelen blevet lidt længere
Truet med bat og skudt i benet
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder