EU advarer Georgien om at døren til medlemskab kan lukke
En demonstrant diskutere med politiet under en protest mod Georgiens nye lov mod "udenlandsk indflydelse". EU kritiserer loven for at kunne bruges til at slå ned på den politiske opposition til regeringen (Arkivfoto). Foto: Zurab Tsertsvadze/Ritzau Scanpix
"Officielle aktører" på "det højeste niveau" i Georgien spreder misinformation om EU, siger EU's udenrigschef.
EU-landenes ledere ønsker at udvide EU med flere nye lande. Men for kandidatlandet Georgien går tingene i øjeblikket den forkerte vej.
Det fastslår EU's udenrigschef, Josep Borrell, efter et udenrigsministermøde i Luxembourg mandag.
- Det er andet udenrigsministermøde i træk, hvor vi diskuterer bekymrende udviklinger i Georgien, siger Josep Borrell.
Han fastslår, at EU-landene på den baggrund overvejer at sætte den økonomiske støtte til den georgiske regering på pause og nedjustere de politiske kontakter.
Konflikten skyldes en ny lov i Georgien. Den strammer reglerne for ikke-statslige organisationer (NGO'er), der modtager udenlandsk finansiering.
Lovgivningen kræver, at uafhængige medier og andre civilsamfundsorganisationer skal registreres som "udenlandske agenter" og indsende oplysninger til staten, hvis de modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet.
Det regerende parti, Georgiens Drøm, begrundede loven med, at den skulle skabe større gennemsigtighed og styrke Georgiens suverænitet.
Den har dog ført til masseprotester i landet. Og til kritik fra EU og USA. Det har dog ikke fået regeringen til at ændre holdning.
Modstanderne mener, at loven vil tjene til at lukke munden på organisationer, der er kritiske over for regeringen. Det er en tilsvarende lov blevet brugt til i Rusland.
Nogle EU-lande presser på for at være mere kontante i opgøret med Georgiens regering. Litauens udenrigsminister, Gabrielius Landsbergis, mener, at det er på tiden at overveje helt at standse Georgiens vej mod EU.
De baltiske lande er i forvejen bekymrede for Ruslands fremfærd i Ukraine og risikoen for, at den kan brede sig til andre lande.
Så langt vil Josep Borrell endnu ikke gå. Men Georgiens politiske ledelse udviser bekymrende tendenser, mener EU's udenrigschef.
- Der er en udbredt misinformation om EU og unionens værdier i Georgien. Det kommer fra officielle aktører. Vi har hørt georgiske stemmer på det højeste niveau sige, at loven bringer Georgien tættere på EU.
- Jeg vil være klar: Nej, nej, nej. Loven, og alle de negative udviklinger omkring den, skubber Georgien væk fra EU, siger Josep Borrell.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned