EU afslutter forhandlinger med Georgien og Moldova
Efter skuffelsen over, at det ikke lykkes EU at skrive under på en omfattende samarbejdsaftale med Ukraine på et topmøde fredag med seks tidligere sovjetrepublikker, er der fredag morgen sat et mere positivt punktum for to andre, mindre aftaler.
EU's politiske ledere og præsidenterne fra Georgien og Moldova har ved en ceremoni i den litauiske hovedstad, Vilnius, formelt afsluttet deres forhandlinger om omfattende frihandelsaftaler.
EU-præsident Herman Van Rompuy siger i en tale, at den ceremonielle for-underskrivelse er udtryk for, at EU, Ukraine og Moldova har fælles kultur og værdier.
- Jeg tror på, at aftalerne allerede har sat sig varige spor i vores forhold. Der er allerede rigtig mange reformer undervejs, siger Van Rompuy.
Selv om aftalerne ikke formelt giver nogen garanti for, at landene en dag kan blive fuldgyldige medlemmer af EU, siger Moldovas præsident, Iurje Leanca, klart, at det er hans mål.
- Aftalen er symbol på tillid, åbenhed og samarbejde mellem mit land og EU.
- Og de viser os en klar vej fremad (...) til en situation, som en dag helt sikkert vil bringe mit land ind i EU, siger Leanca, der beskriver Moldova som et europæisk land med et folk, der hører til i den europæiske familie.
Der er for Georgiens og Moldovas vedkommende tale om tidligere stadier af den samme type aftale, som efter planen skulle have været endeligt underskrevet med det større og strategisk vigtige Ukraine.
Selve underskrivelsen af aftalerne med Georgien og Moldova ventes i løbet af det næste år.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) siger, at det - trods skuffelsen over Ukraine - lykkes topmødet at for-underskrive med de to andre lande.
- Det er jo en god nyhed. En rigtig god nyhed. Det synes jeg ikke, vi skal glemme. Selv om vi også er skuffede her, siger Thorning.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde