EU anerkender Ukraines midlertidige leder
Foto: Sergei Supinsky /Scanpix
Sergei Supinsky /Scanpix
EU-Kommissionen meddeler mandag, at den anerkender Oleksander Turtjinov som Ukraines midlertidige leder.
En anonym kilde siger samtidig til nyhedsbureauet Reuters, at EU overvejer at organisere en donorkonference for at finde penge til at støtte Ukraine. Ifølge egne tidligere oplysninger har landet brug for 190 milliarder kroner for at klare sig igennem 2014 og 2015.
- Når tingene er faldet lidt til ro, kunne en donorkonference være en måde at hjælpe Ukraine på. Vi har også haft kontakter med japanerne, kineserne, canadierne, tyrkerne og USA, siger kilden, der ikke ønsker at blive identificeret, til Reuters.
EU-Kommissionens talsmand, Olivier Bailly, siger på kommissionens daglige pressebriefing i Bruxelles, at anerkendelsen af Oleksander Turtjinov baserer sig på, at han i weekenden blev indsat som præsident med "et meget stort flertal" i parlamentet.
- Vi respekterer den demokratiske og legitime beslutning, der er truffet af det ukrainske parlament, siger Olivier Bailly.
Den tidligere parlamentsformand Turtjinov blev søndag indsat som Ukraines midlertidige præsident, efter at parlamentet dagen forinden havde stemt for at afsætte Viktor Janukovitj, der har regeret landet siden 2010.
Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, betvivler ifølge nyhedsbureauet Reuters de nye ukrainske myndigheders legitimitet. Han kalder det "en vildfarelse", at nogle lande allerede har anerkendt dem.
Turtjinov er blevet pålagt at sammensætte en overgangsregering, der skal være på plads senest tirsdag i denne uge. Det er allerede meddelt, at der skal holdes præsidentvalg 25. maj.
Janukovitj har nægtet at acceptere parlamentets afskedigelse, som han har kaldt "et kup".
Det skriver landets fungerende indenrigsminister, Arsan Avakov, mandag på Facebook.
- Der er åbnet en officiel sag om massedrab på fredelige borgere, skriver Arsan Avakov på det sociale netværk.
- Der er udstedt arrestordre på Janukovitj og andre skyldige, skriver Avakov.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned