EU angriber franske romaudvisninger

EU-Kommissionen er klar til at starte en sag mod Frankrig for at bryde EU-reglerne i forbindelse med sommerens masseudvisning af romaer.

Det siger EU's justitskommissær, Viviane Reding, der kaster sig ud i en usædvanlig hård kritik af den franske regering.

- Dette er ikke en mindre overtrædelse. Efter 11 år som kommissær vil jeg gå så langt som at sige, at dette er en skændsel, siger Viviane Reding.

- Jeg er personligt overbevist om, at kommissionen intet andet valg har end at starte en overtrædelsesprocedure mod Frankrig, fortsætter hun.

Meldingen kommer efter, at der er dukket oplysninger frem i fransk presse om et cirkulære, der udpeger romalejre som en særlig prioritet i forbindelse med rydning af illegale bosættelser og efterfølgende udvisninger.

Cirkulæret er aldrig blevet videregivet til EU-Kommissionen, som er i gang med en undersøgelse af masseudvisningerne. Tværtimod har den franske regering under flere møder med kommissionen fastholdt, at der ikke har været tale om en direkte forfølgelse af særlige befolkningsgrupper.

- Jeg finder det dybt forstyrrende, at et medlemsland med sine handlinger stiller så store spørgsmålstegn ved de fælles værdier og lovgivningen i EU, siger Reding.

- Det er ekstremt svært, hvis vi ikke længere kan have tillid til forsikringer fra to ministre fra er medlemsland, fortsætter hun.

Justitskommissæren går endda så langt som at drage direkte sammenligninger med Frankrigs målrettede aktion mod romaer og jødeforfølgelserne under Anden Verdenskrig.

- Dette er en situation, jeg ikke havde troet, at Europa skulle opleve igen efter Anden Verdenskrig, siger Viviane Reding.

Frankrig har siden begyndelsen af året udvist mere end 8000 romaer.

/ritzau/

EU-kommissær kalder Frankrigs udvisning af romaer for "en skændsel". EU-Kommissionen vil starte sag mod Frankrig for at bryde EU's regler om fri bevægelighed.

Offentliggjort Sidst opdateret