Efter lange forhandlinger torsdag aften har EU's stats- og regeringschefer givet grønt lys for et arbejde, som i sidste ende skal ende med en ændring af EU's blot 11 måneder gamle Lissabontraktat.
Traktatændringen kommer efter pres fra Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den skal danne grundlaget for at oprette en permanent krisemekanisme, som skal kunne redde eurolande med økonomiske problemer.
- Der er enighed om her til aften, at vi får brug for at lave en målrettet ændring af traktaten, som muliggør, at man kan lave en sådan mekanisme, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Det er et fint resultat, og det åbner ikke Pandoras æske. Det er meget målrettet og fokuseret, fortsætter han
Med EU-ledernes aftale vil EU's præsident, Herman Van Rompuy, frem til december lede konsultationer om, hvordan man kan ændre traktaten.
Lars Løkke Rasmussen fastholder, at det bliver et meget lille indgreb i traktaten. Af samme årsag ønsker han at bruge udtrykket "justering" frem for "ændring" af traktaten.
Traktatændringen skal vedtages forholdsvist hurtigt, så den kan træde i kraft senest ved udgangen af 2013, hvor den midlertidige krisemekanisme, som reddede Grækenland fra fallittens rand i foråret, udløber.
Den tyske forbundskansler kom også til mødet i Bruxelles med ønsket om at ændre traktaten, så medlemslande kan få frataget deres stemmeret ved gentagne overtrædelser af de økonomiske spilleregler. Men dette punkt er foreløbigt blevet udskudt.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker