EU beder Saudi-Arabien kaste lys over omstridte fængslinger
Lørdag talte EU-chef Federica Mogherini i telefon med Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland. De er begge enige om at intensivere samarbejdet i forhold til menneskerettigheder. Foto: John Thys/Arkiv/Ritzau Scanpix
John Thys/Arkiv/Ritzau Scanpix
Siden maj er et tocifret antal saudiarabiske kvindeaktivister blevet fængslet. EU beder landet forklare sig.
EU-Kommissionen har bedt Saudi-Arabien om at kaste lys over, hvorfor flere kvindelige menneskerettighedsaktivister i landet er blevet fængslet de seneste måneder.
Det oplyser EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- EU-Kommissionen har været i kontakt med myndighederne i Saudi-Arabien for at få klarlagt omstændighederne i sagen, hvor kvindelige menneskerettighedsforkæmpere i Saudi-Arabien er blevet fængslet - især med henblik på de specifikke anklager mod dem, udtaler Mogherini.
Siden maj er et tocifret antal saudiarabiske kvindeaktivister - herunder flere ikoner i landets kvindebevægelse - blevet fængslet, vurderer FN.
Flere er anklaget for at samarbejde med "fjender af landet", men enkelte er blevet løsladt.
- Vi (EU, red.) har understreget relevansen af menneskerettighedsforkæmpere og civile rettighedsgrupper i kongedømmet Saudi-Arabien, oplyser Federica Mogherini.
I sidste uge blev de to prominente aktivister Nassima al-Sadah og Samar Badawi arresteret.
Samar Badawi er en prisvindende menneskerettighedsforkæmper og søster til bloggeren Raif Badawi, der i 2012 blev idømt ti års fængsel og 1000 piskeslag for blandt andet at kritisere islam på sin blog.
Raif Badawis hustru og børn bor i dag i Canada, hvor de for nylig fik tildelt statsborgerskab.
Fængslingen af Badawis søster fik Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, til på Twitter at skrive, at landet "står sammen med Badawi-familien".
Men kort tid efter svarede Saudi-Arabien igen ved at udvise Canadas ambassadør i landet og samtidig trække sin egen ambassadør hjem.
Udvisningen skete i protest mod Canadas "indblanding i landets interne anliggender".
Siden da er striden eskaleret.
Mindst 15.000 saudiske udvekslingsstuderende i Canada har fået besked på at pakke taskerne og finde et andet land at studere i. Samtidig har Saudi-Arabien stoppet alle medicinske behandlinger af saudiarabiske borgere, der er indlagt på hospitaler i Canada.
Lørdag talte EU-chef Federica Mogherini i telefon med Chrystia Freeland. De er begge enige om at intensivere samarbejdet i forhold til menneskerettigheder.
I Danmark følger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) med fra distancen.
- Jeg er bekymret over den seneste udvikling i Saudi-Arabien. Derfor følger jeg udviklingen nøje, og vi er i tæt dialog med vores EU-partnere om, hvordan vi bedst håndterer situationen, skrev Samuelsen i en mail til Berlingske tidligere på ugen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde