EU beordrer grækerne på smalkost

En græsk økonomi i knæ giver så nervøse trækninger hos de andre eurolande, at EU nu beder landet stramme op med helt konkrete anbefalinger: Sænk de offentlige lønninger og bliv bedre til at kradse penge ind over skatten.

Der er det forventede budskab fra EU-Kommissionen, der onsdag samles blandt andet for at se på grækernes eget bud på en redningsplan for økonomien, skriver avisen Financial Times.

Størstedelen af EU-landene kæmper efter den økonomiske krise for at leve op til EU's krav om økonomisk stabilitet, hvor landene højst må have et underskud på tre procent af bruttonationalproduktet.

Grækernes underskud var sidste år 12,7 procent, mens Danmark til sammenligning havde et underskud på 2 procent i 2009.

Selvom grækernes problemer på længere sigt kan have konsekvenser for euroens styrke på verdens valutamarkeder, skal de ikke satse på en gylden redningskrans fra resten af eurolandene.

- Jeg tror ikke, at en økonomisk indsprøjtning er den rette løsning, for tyske og franske skatteborgere kan ikke betale for Grækenland, sagde den tyske økonomiminister, Rainer Bruederle, lørdag under det verdensøkonomiske forum i Davos i Schweitz.

- Måske kan de give en vis hjælp, men i første omgang er det op til Grækenland at løse sine egne problemer, sagde han.

Problemet er statsfinanserne og ikke den græske økonomi som sådan. Det siger den græskfødte økonomiprofessor Pascalis Raimondos-Møller fra Copenhagen Business School.

- Grækerne har penge, men mange af dem kommer fra den sorte økonomi, og som man derfor ikke kan se, siger han.

/ritzau/

Sænk de offentlige lønninger og få styr på skatten. Grækernes kaotiske økonomi får nu EU til at udstikke konkrete anbefalinger for at få landet på ret kurs.

Offentliggjort Sidst opdateret