EU-budget: Fødevareminister maner til ro i landbruget
Interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer har ingen grund til at angribe den nye budgetaftale, som EU's statsoverhoveder blev enige om fredag eftermiddag.
Landbruget og Folketinget har nemlig i årevis været enige om, at landbrugsstøtten med tiden skulle afvikles, siger ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Mette Gjerskov.
- Nu får vi så en reduktion af landbrugsstøtten. Og det er altså første skridt på vejen mod en afvikling. Det, synes jeg, at dansk landbrug skal være godt tilfreds med, siger Mette Gjerskov til Ritzau.
I EU's nye syvårige budgetaftale reduceres den samlede landbrugsstøtte med 10 procent. I Danmark er nedgangen fra 2014 til 2020 dog på hele 20 procent, og landets landmænd får derfor 5,6 milliarder kroner mod de hidtidige syv milliarder.
Et af kritikpunkterne fra Landbrug og Fødevarer er, at en i forvejen trængt branche får sværere ved at fremskaffe midler til nye investeringer. Men der er altså ikke nogen medlidenhed at hente hos fødevareministeren.
- Det er klart, at det er svært at skulle vænne sig til markedsvilkår. Men det her er noget, vi har diskuteret i mange år, og nu er vi endelig på vej, siger Mette Gjerskov og tilføjer:
- Jeg tror på, at dansk landbrug kan konkurrere på internationale markeder. Det plejer de også selv at mene. Så det skal nok gå.
For hende er det afgørende, at regeringen og dansk landbrug holder kursen med "grøn omstilling og produkter af høj værdi og kvalitet".
I dag udgør landbrugsstøtten omkring 40 procent af EU's budget. Derfor er det også naturligt, at landmændene holder for, når EU reducerer det overordnede budget, fastslår Mette Gjerskov.
Ifølge ministeriets oplysninger bliver den egentlige danske landbrugsstøtte kun barberet med omkring 8,5 procent. Derudover udhules støtten dog i takt med inflationen, hvilket svarer til omkring 13 procent over syv år. Det er samlet set en nedgang på 20 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde