EU-chefer besøger massegrav i Butja

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen (i midten), betragter nogle af de lig, der er hentet op af en massegrav i byen Butja, der ligger udenfor Kyiv. Senere fredag skal von der Leyen mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i den ukrainske hovedstad. Foto: Efrem Lukatsky/Ritzau Scanpix

Begivenhederne i Butja viser Putins hærs onde ansigt, siger von der Leyen, der er på besøg i Kyiv-forstad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Som den første vestlige toppolitiker besøger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, fredag byen Butja i Ukraine.

- Hele verden sørger sammen med Butjas borgere, siger von der Leyen.

- Det er dem, der forsvarer Europas grænser, forsvarer menneskeheden og forsvarer demokratiet. Derfor står vi side om side med dem i denne vigtige kamp.

Von der Leyen og EU's udenrigschef, Josep Borrell, besøgte en massegrav, som ukrainske retsmedicinere fredag er begyndt at udgrave.

Omkring 300 mennesker er fundet dræbt i Butja. Grusomme billeder fra byen har fået verdens ledere til at reagere kraftigt og fordømme de formodede russiske krigsforbrydelser.

EU-chefen siger, at "det utænkelige skete" i Butja, og at drab på civile viser "Putins hærs onde ansigt".

- Vi har set den uansvarlige fremfærd og ubarmhjertighed, hvormed de har holdt byen besat, siger von der Leyen.

Russiske styrker trak sig ud af Butja onsdag den 30. marts. To dage senere nåede en fotograf og en journalist fra det franske nyhedsbureau AFP som nogle af de første frem til byen. De så mindst 20 lig ligge i byens gader.

Siden er der fundet massegrave med civile. I alt er omkring 300 mennesker fundet døde.

Organisationen Human Rights Watch skriver i en rapport, at civile er blevet voldtaget og henrettet i byen.

Rusland har afvist beskyldningerne om krigsforbrydelser. Ifølge den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov er der tale om en "iscenesat" situation i Butja.

Von der Leyen besøgte også en kirke i byen, hvor hun tændte lys for ofrene.

Hun er rejst til Ukraine med tog fra Polen sammen med EU's udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, og lederen af EU's særlige delegation til Ukraine, Matti Maasikos.

EU-delegationen skal mødes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, senere fredag i Kyiv.

/ritzau/dpa