EU-chefer vil overvinde vaccinetøven i kampen mod Omikron
Det gælder om at få skruet op for vaccinetempoet for at bekæmpe coronavirusset og den nye variant Omikron, mener EU's stats- og regeringschefer. (Arkiv). Foto: Matt Rourke/Ritzau Scanpix
Matt Rourke/Ritzau Scanpix
I konklusion fra topmøde kalder EU's stats- og regeringschefer coronavarianten Omikron bekymrende.
Den nye coronavariant Omikron viser, hvor vigtigt det er at få vaccineret mere og flere.
Det fremgår af en konklusion fra et EU-topmøde. Mødet finder sted torsdag i Bruxelles.
Ved topmødet er coronasituationen det første emne på dagsordenen, der er blevet diskuteret.
I konklusionen kalder EU's stats- og regeringschefer Omikron en "bekymrende variant".
- Det understreger den afgørende vigtighed ved vaccinationer i kampen mod pandemien. Udrulning af vacciner til alle og at give boosterstik er afgørende og haster.
- I den kontekst er det en nøgle at overkomme vaccinetøven. Herunder ved at adressere disinformation, hedder det i konklusionen.
Omikron spreder sig hastigt i Europa. Siden den ankom til EU-landene, har den været genstand for bekymring i EU-toppen.
EU-præsident Charles Michel ønskede tidligere på måneden at indkalde til et ekstraordinært virtuelt EU-topmøde for at drøfte situationen. Det lykkedes dog ikke at finde en dato.
Derfor er covid-19 blandt de mange sager på dagsordenen ved topmødet torsdag.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke med til topmødet. Det skyldes sygdom, som dog ikke er coronavirus.
Men hendes budskab på Facebook torsdag eftermiddag minder om det, som er med i topmødets konklusion.
Her understreger hun vigtigheden af at få et tredje vaccinestik. Det, der også bliver kaldt et boosterstik.
Ud over vacciner opfordrer EU's ledere til mere koordination. Det gælder blandt andet på spørgsmålet om coronapas.
Nogle EU-lande, herunder Italien, er begyndt at kræve coronatest ved indrejse ud over et gyldigt EU-coronapas.
Det er imod hensigten med coronapasset. EU ser helst, det har samme gyldighed på tværs af de 27 medlemslande.
Derfor opfordres der i konklusionen til en koordineret tilgang, hvad angår gyldigheden af coronapasset.
Det kan meget vel ende med, at coronapas for indrejse i andre EU-lande gælder i ni måneder efter andet vaccinestik.
Det har EU-Kommissionen for nylig foreslået. Og der virker umiddelbart til at være opbakning fra EU-landene.
Indtil nu har der ikke været en fælles standard for, hvor længe vacciner gælder i coronapasset ved rejser.
De ni måneder skal i virkeligheden forstås som seks plus tre måneder. Altså at andet vaccinestik giver en vis immunitet i seks måneder. Herefter har borgeren så tre måneder til at få et boosterstik, så gyldigheden igen kan blive forlænget.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub