Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står over for en meget vanskelig opgave, hvis hun skal overtale danskerne til at stemme ja i en eventuel folkeafstemning om traktatændringer i EU.
Det vurderer EU-ekspert Derek Beach, der forsker ved Aarhus Universitet i folkeafstemninger og folkelig opinion.
- Det bliver svært at overbevise vælgerne om, at det her er en god idé.
- Det er et meget følsomt emne, og samtidig med al den her usikkerhed omkring eurosamarbejdet så vil en folkeafstemning være meget op ad bakke, fortæller Derek Beach.
Ifølge ham er danskerne nemlig tilbøjelige til at beholde det, de kender i forvejen.
- Hvis der eksempelvis havde været en folkeafstemning, inden man byggede Storebæltsbroen, så ville det have endt med et nej, siger Derek Beach.
Han stiller dog foreløbigt spørgsmålstegn ved, om traktatændringerne er så store og bindende, at der kræves en folkeafstemning i Danmark.
- For nej-siden vil det være utroligt nemt at sige, at nu skal EU bestemme, hvor mange penge der skal bruges i børnehaven og på skolerne.
Han henviser til, at EU fremover formentlig skal blåstemple medlemslandenes finanslove, så lande ikke ender i en endeløs gæld.
Skulle regeringen få behov for at overbevise danskerne inden en folkeafstemning, har Derek Beach et par råd:
- Man kunne sige, at vi har ikke noget at frygte, fordi vi i forvejen er duks i EU. Og samtidig sige, at vi er dybt afhængige af euroen, og vi er dybt afhængige af, at de andre lande opfører sig fornuftigt. For hvis euroen går ned, ryger Danmark med i faldet.
Traktatændringerne skal debatteres på tirsdag i Folketinget.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned